WINSTON REID blogger hos Wunderelf
Den 25-årige West Ham-stjerne Winston Reid donerer sit honorar for denne blog til Wunderelfs velgørenhedsprojekt i Ghana med fodboldskolen Corners Babies i Kumasi - og i samarbejde med bold.dk.
“Hey, har I fået set nogle film for nylig?
Det har jeg i hvert fald, for jeg laver ikke ret meget andet end lige præcis dét.
Jeg er lænket til min sofa her i London med min ankel i en stiv støvle, med krykkern ved siden af og med ordrer om at lave ingenting.
Det kunne måske lyde ok at få besked fra sin arbejdsgiver om at smide sig i sofaen, men helt seriøst: Det er lidt af et helvede.
Jeg har glædet mig til at fortælle jer om livet som fodboldspiller her i bloggen, lidt om de ting, man ikke ser på tv, og nu vil jeg gerne fortælle jer lidt om, hvordan man har det som skadet, for det er også en del af en fodboldspillers liv. Og ikke den fedeste del!
Jeg blev skadet for et par uger siden, til træning i West Ham og i en tackling, hvor jeg vred om på anklen og rev nogle ledbånd over.
Jeg er blevet opereret nu. De satte ledbåndene sammen igen, og selv om jeg allerede føler, at jeg har været ude i en evighed, så er jeg ikke engang tæt på midtvejs i det, der ligner otte ugers pause.
Det er sindssygt lang tid i fodbold, og jeg mister ikke bare en stribe Premier League-kampe med West Ham, men er også gået glip af de to vigtigste landskampe for New Zealand i årevis; de to playoff-kampe mod Mexico om en VM-billet til Brasilien.
Nå, ja, og så ryger julefodbolden her i England med den vildt specielle stadion-stemning og det vigtige tætpakkede kampprogram jo også, før jeg tidligst i starten af januar og måske helt hen i midten af måneden er klar igen.
Det er lige til at råbe og skrige og tude over - og de første par dage efter uheldet var jeg også nede, men jeg har arbejdet mentalt med min situation, sådan som man tit er nødt til at det som fodboldspiller.
Man skal jo vende alting til noget positivt for at komme videre, og lige nu fortæller jeg mig selv, at det er ok med et afbræk midt i en lang sæson.
Tror I, at jeg virkelig føler det sådan - altså, helt seriøst?
Nej vel, for det føles bare forfærdeligt, når nu min største passion er fodbold...
Lige fra årene på FCMs akademi drømte jeg om det her, om Premier League, om at møde de bedste modstandere, om tilskuerne, om at teste sig selv hver uge - og så kan jeg bare sidde og glo.
Lige i øjeblikket er jeg på krykker: Jeg kan og må ingenting, så min kæreste hjælper mig med selv de mindste ting.
Jeg kan intet. Er I klar over, hvor irriterende det er, når man er vant til at træne hårdt og bruge sin krop hver eneste dag?
Helt seriøst så sidder jeg i min sofa og kan mærke både fodboldformen og mere konkret muskelmassen forsvinde dag for dag, mens jeg ved, at det kommer til at tage længere og længere tid at genoptræne hvert eneste gram muskler, før jeg endelig bliver klar igen.
Med nogle typer skader skal man komme i klubben hver dag for at genoptræne, men jeg skal bare sidde stille herhjemme, og så kigger jeg ud i klubben hver tredje eller fjerde dag for at mobilisere foden bare en smule.
Og for at snakke med gutterne. For det savner jeg helt vildt.
I weekenden spiller de hjemme - og ja, det er underligt pludselig at sige “de” om mit eget hold, når det plejer at være “vi”, men man føler sig bare udenfor, når man ikke kan være med og hjælpe gutterne inde på banen.
Jeg er jo på krykker, og det er ikke så nemt at kravle rundt på et stadion på den måde, og det er også vildt forkert at sidde udenfor og se gutterne dernede på banen uden at kunne hjælpe, så jeg ser nok bare kampen på tv.
Selv om det også føles underligt.
Jeg er jo nødt til at være egoistisk og tænke på mig selv. På at hele så hurtigt som muligt og blive klar igen.
Det hjælper ikke at lade frustrationen æde mig op, og jeg ser faktisk ikke så meget fodbold lige nu af samme grund. Og hvis jeg ser noget, så er det ikke for fodboldens skyld, men mere for at følge med i kammeraternes kampe, for eksempel hjemme i Superligaen.
Nå, det er surt, men jeg vil faktisk ikke hyle over det.
Jeg vil bare fortælle, hvordan jeg har det lige nu. Hvordan det også er at være Premier League-spiller. Hvordan det svinger fra at være det fedeste i verden den ene uge - og så til at være nedtur som lige nu.
For jeg ved jo godt, at skader hører med til at være fodboldspiller, og jeg har både haft bøvl med knæ og skulder før, men det her er bare den længste pause, jeg har prøvet, og det er virkelig ikke det fedeste at være udenfor i så lang tid.
Man hører altid andre sige: “Åh, det skete på det værst tænkelige tidspunkt...”
Og ja tak, den tager jeg også lige!
Jeg er anfører for New Zealand og vildt stolt af det, så forestil jer lige, hvordan det var at ringe hjem til min landstræner og til fodboldforbundet og fortælle, at jeg var tvunget til at melde fra til de to vigtigste landskampe i årevis. Få dage inden vi skulle spille.
Nu gik det dårligt i playoff-kampene mod Mexico, og New Zealand skal ikke med til VM, ligesom vi var det for fire år siden i Sydafrika i min karrieres højdepunkt indtil nu.
Der var ikke så meget at gøre.
Dels er Mexico rigtigt stærke, og dels er vi et lille fodboldland, der ikke har råd til, at flere af os stamspillere melder fra, sådan som det desværre var tilfældet denne gang.
Lidt ligesom det danske landshold, der i bedste opstilling kan spille op med de største - som i sejren over Holland ved EM sidste sommer, men ikke kan tåle ret mange afbud, som man kunne se det her i VM-kvalen.
Jeg havde det vildt dårligt over mit afbud, men heldigvis ikke med sådan en følelse af, at jeg svigter mit hold, mine kammerater og mit land, for jeg kunne jo bare ikke gøre for det og ville ønske, det var anderledes.
Hvis det havde været en anden type skade, kunne jeg måske være rejst med på “jordomrejsen” til Mexico og returkampen i New Zealand, og det ville jeg godt have gjort selv uden at kunne spille.
For så kunne jeg have været med og hjælpe og støtte gutterne, sådan som en anfører gerne vil gøre altid, men med min ny-opererede ankel kunne jeg bare sidde herhjemme i London.
Nå, næste gang skriver jeg om noget andet end skader, selv om jeg ikke vil være klar til den tid
Det lover jeg, men lige nu fylder det bare alt her i min sofa.
Og sådan er livet som fodboldspiller også.”
Se længere nede her på blog.wunderelf.com historien om Wunderelf-projektet med fodboldskolen i Kumasi, som stjernerne støtter ved at bortdonere honoraret for deres blog, er bringes her og hos vores samarbejdspartner bold.dk
Se vores webshop på http://shop.wunderelf.com