Nico, more rice?

[terpholm-blog]

[terpholm-blog]

Jeg er nu hjemme i Danmark igen, men denne her rejse har godt nok været meningsfuld! Det har været en tur med en masse oplevelser, jeg har lært en masse teknisk og fagligt, som helt sikkert bliver brugbart på mit studie. Og opholdet og samarbejdet med nepalesere har givet en ordentlig spand perspektiv på livet.

For eksempel var vejen til hospitalet så mudret og smadret af regnen, at vi blev nødt til selv at bygge den med store sten så vores Jeep kunne komme videre op ad bjerget. Vi har nu også fundet ud af, at hospitalet er placeret sådan et farligt sted, fordi det er bygget af tyskere. Og dengang var der altså igen nepalesere som stolede på hvide mennesker – så tyskerne fik tildelt regionens dårligste grund til at bygge på J Heldigvis har de haft rigtig meget tillid til os!

Da vores husholderskes bror desværre døde nogle dage inden vi skulle rejse, har vi spist alle måltider på ”Amppipal Hotel”. Første gang vi skulle finde det vadede vi rundt og ledte, men fandt ud af at vi var gået forbi det hele tiden. Hotellet ses på billedet lidt længere nede, hvor Andrea står og kigger ind. Det ligner ikke just et hotel! I deres køkken var alt hjemmelavet. ”komfuret” var lavet af mudder, og var egentlig bare nogle skåle bygget op fra jorden, hvor de så tændte bål, og så kunne der stå en gryde ovenpå. Seje mennesker!

Min makker (Andrea) og jeg har fået store bunker ros af hospitalsdirektøren for vores arbejdsmoral og hvor meget vi har formået at ordne i de 4 uger, hvor vi har været på hans hospital. Alle de ansatte ville have vores facebook og E-mail, og spørger os ”when do you come back!?” som om det da er en selvfølge at vi kommer ned til dem igen på et tidspunkt. Imens vi var ved at skrue en maskine sammen i ’delivery room’, kom der to sygeplejersker ind, som tydeligvis lod som om at de liiige skulle arbejde lidt derinde. Det var så fordi de i virkeligheden bare ikke ville risikere at vi nåede at rejse væk uden at de havde fået taget billeder med os J Så selvom vi faktisk havde travlt med at få afsluttet en masse ting, har den sidste dag på hospitalet budt på en masse kram i maven (små mennesker) og perfekte selfies. Nepalesere ved virkelig hvordan man striker den perfekte pose! Jeg glæder mig allerede helt vildt til jeg skal tilbage til Nepal, og jeg kan kun anbefale alle andre ingeniørstuderende at tage af sted med EWH-DTU. Det er ikke en ferie, men det er sindsygt spændende og giver virkelig noget.

[terpholm-blog]

Vi byggede dem en kasse med LEGO, som en permanent installation til de mange pårørende/syge børn. Jeg har sjældent set mennesker være så forvirrede over hvad der skulle ske! Normalt leger børn med pinde og gamle cykelhjul. Sygeplejersken på billedet satte så to klodser sammen, blev mega glad og sagde “LOOK! I build this!” Så det skal de nok finde ud af :b

[terpholm-blog]

Ko-urin placeres i jorden, hvor der skal stå en ny bygning. Det skal selvfølgelig gøres af hospitalets læge.

[terpholm-blog]

En (troede vi) normal arbejdsdag begynder. Kl 9 går vi de 50 meter fra vores gæstehus til hospitalet, lægger en plan for hvad vi skal nå i løbet af dagen, og så går vi ellers i gang med arbejdet. Pludselig ser vi direktøren, lægen, en ukendt man i undertrøje, et par japanere og oversygeplejersken gå på række imens direktøren ringer med en klokke. Helt forvirrede går vi selvfølgelig efter dem. Det viste sig at være starten på en ceremoni, som er hinduernes måde at ønske held og lykke til et byggeri. Hospitalet bestod førhen af to bygninger, hvoraf den ene smadrede under jordskælv, så de skulle bygge en ny. På billedet ser i fx hospitalets eneste læge, som placerer en kop med ko-urin i jorden for at sikre at den nye bygning ikke også styrter sammen. Det er jo klart :) Vi fik ikke udrettet noget som helst hele den dag men fik en helt vild dag, med alle mulige underlige oplevelser.

Siden sidst har vi fundet ud af at den såkaldte ”doktor kritisk” faktisk bare hele tiden er mega træt. Han er hospitalets eneste læge, hvilket betyder at han altid skal være til rådighed. Hver dag og hver nat hele året rundt, hvert år. Han laver alle operationer, ser daglige patienter, er i skadestuen, tager imod babyer og alt muligt andet. Han er åbenbart en meget respekteret mand hernede og kunne sagtens have fede arbejdstider og tjene en masse penge i storbyen. Men oppe i bjergene, langt væk fra alt, lever folk kun i 45 år. Det synes han ikke er fair, så han har dedikeret sit liv til at hjælpe de mennesker som ellers ikke kan få hjælp. Han er en meget inspirerende mand!

[terpholm-blog]

Amppipal Hotel

[terpholm-blog]

Namaste igen! Vi er nu i Amppipal og har arbejdet på deres lille hospital i 2 uger. Det her er garanteret det mest afsides sted jeg nogensinde kommer til at opleve. Man kan kun komme herop med Jeep eller ved at vandre, og hospitalet ligger på et så stejlt og øde sted, at her ikke er en eneste patient hvis det regner. Det er simpelthen for farligt at gå herhen når bjerget er vådt. På et af billederne kan i se hvordan man bærer sine familiemedlemmer op af bjerget hvis de er meget syge.

Den skøre lille gamle dame, Mahili som laver mad til os, har aldrig i sit liv været i en rigtig by. Hun har levet hele sit liv heroppe på bjerget imellem alle rismarkerne, og det er tilsyneladende helt normalt her. Der render geder og høns rundt over det hele, og folk bruger en slags stærke køer til at ordne deres marker med. På nuværende tidspunkt er vi ret sikre på at alle har en ged :b

Vi aner ikke hvorfor hospitalet ligger her, men udsigten er helt vild! Så måske derfor ;) Vi har fået en super sød, og lidt underlig, modtagelse på hospitalet. Alle tror at vi er tyske læger, men når de hører at vi er ingeniører og skal være her i en hel måned bliver de meget overraskede og glade. De to ansatte i ’maintenance departement’ begyndte straks at rydde op i værkstedet så vi kunne få en masse plads at arbejde på, og nogle andre ansatte begyndte at klippe græsset på stien hen til værkstedet. Vi synes måske at det er liiiige i overkanten, men også meget sødt af dem. Det er et lille hospital med 50 senge en masse sygeplejersker, men blot én læge. Lægen kalder vi for ’Doktor Kritisk’, fordi det næsten er hans navn, og fordi han generelt fremstår jævnt uimponeret.

Det går til gengæld rigtig godt med at fikse deres udstyr! De startede med at give os en liste over alt de har samt hvad der er i stykker. Én ting var i stykker på den liste, meeeen den var vist ikke helt opdateret ;) Vi har allerede repareret en masse udstyr og der er stadig rigeligt tilbage. Det er en super fed følelse at vi rent faktisk er i stand til at gøre en kæmpe forskel her! Det er nemt at mærke hvor glade de bliver når noget vigtigt igen virker. Fx har vi ordnet en Incubator, som bruges til at lægge nyfødte i for at give dem varme, fugt og ekstra ilt. Sygeplejersken som vi overgav beskeden til blev inderligt glad og åbentlyst rørt, fordi de ikke havde haft nogen steder at gøre af de svageste spædbørn før vi kom. Grunden til at vi kunne ordne den var i øvrigt, at vi havde fundet en tilsvarende model under nogle lagener ude i deres vaskerum. Den havde åbenbart stået dér i to år fordi den ikke virkede. Men den kunne vi så stjæle nogle dele fra og putte over i den anden maskine så de har én der virker som den skal. På et af billederne ser i en overrasket Andrea finde den glemte incubator i vaskerummet. Vi har kun telefonsignal engang imellem, og internet er noget som kun findes på direktørens kontor. Så vi får virkelig prøvet at leve på en anderledes måde end vi plejer i hhv. Trondheim og København. Jeg har til gengæld hørt at alle pludselig spiller Pokemon derhjemme? Hvad fanden sker der!? :D

Nå, det nyeste nye her er, at jeg åbenbart har brunt hår. Jeg tror ikke helt de ved hvad de skal kalde det, men de lader ikke til at have set det før. ”One of the nurses coloured her hair brown like yours”. 

Well… rød er selvfølgelig også en overdrivelse ;)

[terpholm-blog]

Amppipal, Nepal

[terpholm-blog]

Okay, her er lige nogle highlights omkring, hvor skørt her er i Nepal: Man spiser med fingrene med højre hånd, IKKE venstre, folk ryster på hovedet når de synes noget er ok, der går køer rundt på gaderne, straffen for at dræbe en ko er den samme som at dræbe et menneske, et bjerg er blot en bakke hvis der kan gro et træ og gå en ged, det er åbenbart normalt at lyve for kortvarigt ikke at skuffe folk, man spiser den samme ret hver dag to gange om dagen, at dømme efter deres chiliforbrug har de ingen følelse i munden, alle køretøjer dytter for bare at vise at de er til stede på vejen, sangerinder skal lyde som børn, man siger aldrig tak, der vokser vilde hashplanter overalt, den gennemsnitlige menneskehøjde er under min skulder, folk smiler uanset hvad de synes om ens opførsel (forvirrende), strøm i væggen er noget man kun har nogen gange, det er godt at være tyk, og hvis der ikke er en stol sidder folk bare i squat og slapper af?! Folk er super mærkelige, og jeg er vild med det! Jeg bor lige nu hos en nepalesisk familie i bydelen Pepsi-Cola i Kathmandu, som helt åbenlyst synes at deres vestlige gæster er vildt underlige. Der er ingen tvivl om at vi er god underholdning for dem! Jeg spurgte fx bedstemoren i familien hvad hendes navn var. Men det var simpelthen alt for morsomt og overvældende et spørgsmål at skulle svare på. Så det fandt jeg sgu ikke ud af den dag :b De er dog alle sammen super søde i familien så vi har det godt! Og bare rolig mor; jeg får sindssyge mængder af mad hver dag. Forleden var nogle af os på en lokal bar med den 26-årige søn i familien. Vi ankom til et hus med en mørk facade og låst hoveddør, men da vi kom indenfor og ovenpå var der bambusvægge, farvede lyskæder, snalrede festlige nepalesiske drenge og piger, lave borde som passer til at man kan sidde på puder på gulvet og en scene på ca 1 kvadratmeter hvor der blev spillet nepalesiske sange på akustisk guitar og tromme. Jeg tror måske der gik 5 minutter før jeg blev hevet op og spille på guitaren selv, fordi jeg kom til at svare ja til at jeg spiller guitar derhjemme. Jeg havde ikke engang fået min øl endnu :D I dag har jeg så spillet fodbold med en masse lokale på en indhegnet lille oplyst bane midt i Kathmandu. Dem som har spillet fodbold med mig vil måske erklære sig enige i, at jeg ikke ligefrem er kendt for min fysiske brutalitet på en fodboldbane, men nu har jeg så prøvet at være overdimensioneret stor! Selvom de ikke er super gode til spillet er det åbenbart en ret generel ting at elske fodbold i Nepal. Bum, det var en ting til fælles med Danmark! Snart tager jeg, og min norske makker Andrea, afsted til Amppipal, som efter sigende skulle være højt oppe og meget langt væk fra alting. Ingen i Kathmandu kender byen, så vi er spændte på hvad der venter os, og om vi i det hele taget kan hjælpe deres hospital!

Ledningssystemerne i Kathmandu’s gader. Man kan godt antage at de har brug for hjælp med elsikkerheden.

[terpholm-blog]

Namaste! Mero naam Nicolai ho, og jeg har nu brugt en uge af min rejse med Engineering World Health -DTU i Nepal! Vi er i 17 ingeniørstuderende fra forskellige lande og studieretninger, hvoraf størstedelen af os er fra Medicin og Teknologi Bachelor/Master på DTU. Herudover har vi fire fra Norge, én fra Finland, én fra USA og én fra Mexico med os. Planen er, at vi efter 2 ugers sprog- og kulturtræning i Kathmandu spredes i små hold på 2-3 personer ud på forskellige fattige hospitaler i Nepal, hvor vi forhåbentlig kan reparere en masse medicinsk udstyr! Vi mødte hinanden på DTU, hvor vi alle sammen har gennemgået det samme praktiske kursus som har forberedt os på typiske tekniske udfordringer vi kan møde på hospitaler i et U-land som Nepal.

Meeeeeen først skal vi altså lige være i stand til overhovedet at kunne kommunikere med de små søde nepalesere. Så lige nu er vi i gang med intensiv sprogtræning, som vi modtager af lokale nepalesere hver dag. Sproget minder på ingen måde om noget jeg kender så det er ærlig talt pisse svært!  Og der er tilsyneladende tusinde forskellige måder man kan fornærme en nepaleser på; og man aner ikke at man gør det, fordi de smiler bare uanset hvor rasende de er indeni. Så det skal vi lære at undgå! Vi kommer til gengæld på guidet tur rundt og ser alle mulige flotte og mærkelige templer, mennesker og udsigt hver eneste dag, når vores daglige sprogforvirring er slut ;) 

Følg med i næste afsnit, hvor jeg skriver om noget jeg ikke ved endnu! Sorry det er min blogging debut…