Vaner: Når mad er mere end næring
Af Maria Reisenhus Jacbosen, 1. februar 2016
Kender du det, når du lige har sat dig for, at du gerne vil begynde at leve sundt? Pludselig bliver du nærmest overfaldet af en kæmpe kagedåse, og så er det hele ødelagt, selv om det ellers lige gik så godt.
Mange mennesker tænker, at det er fordi, de har en rygrad som en regnorm. Folk tænker grimme tanker om sig selv: ”Jeg har INGEN viljestyrke, ”jeg er doven og er ikke god til at passe på mig selv, ellers lod jeg da bare være med at spise det forkerte, for jeg har da efterhånden ret godt styr på, at det er sundere at spise gulerødder, end det er at spise en Mars-bar. Hvorfor bliver jeg så ved? ”
Mad og viljestyrke
Sandheden er, at de fleste af os har masser af viljestyrke. Det er ikke så mange mennesker, der går igennem livet, uden at deres viljestyrke bliver testet. Derfor er det som regel en værdi, som mange rummer.
Altså er manglende viljestyrke, dovenskab og manglende selvansvar ikke årsagen til, at det ikke lykkes for os med de gode sundhedsintentioner. Det hele kommer fra sindet.
Nu er der jo ingen af os, der nogensinde har set en tanke, men tanker skelner ikke mellem, hvad der sker lige nu, og hvad vi har oplevet tidligere. Et eksempel kan være Tove Ditlevsen, som sagde: ”Alt hvad vi lærer om kærlighed, lærer vi i barndommen”. Måske har hun ret. I hvert fald ved de fleste af os, at kærlighed er gensidig respekt, hengivenhed, udholdenhed, accept osv. For det har vi fået at vide, at det er. Men hvis vi har oplevet kærlighed som sorg, svigt eller tab, så vil vi altid forbinde dét med kærlighed. Uanset hvor mange fine ord, vi lærer at sige om det.
Mad og følelser
Vores forhold til mad fungerer på helt samme måde. Mad er nemlig mere end bare næring. Mad minder os om følelser og gamle minder, for mennesket oplever igennem kroppen. Da jeg var barn puttede min mor medicin i min sodavand. Derfor har jeg siden da haft et meget anstrengt forhold til sodavand. Det minder mig om at være syg. Min oldemor havde altid de klassiske ’Åkander’ fra Anthon Berg stående i en glasskål på sofabordet. Jeg tænker altid på hende, når jeg ser den farverige æske med pebermyntechokolade i supermarkedet. Forstår du, hvis min mor nu havde givet mig sodavand, hver gang jeg græd og var ked af det, ville det sikkert være dét, jeg i dag ville ty til, når mit liv kom lidt i vejen.
Mange forældre belønner deres børn med slik og kage, og faktisk er vores samfund indrettet sådan, at vi skal have noget sødt for at hygge os. Det er der ikke noget galt i, for mad er også en måde at vise omsorg på. Men det er forklaringen på, hvorfor slankekure og kostomlægninger, som går i vasken, ikke handler om, at vi har en svag karakter. Men om noget, der er langt mere omfattende.
Alle vaner har en gang været gavnlige for os, og de er alle sammen tillærte, så vi har mulighed for at ændre dem.
Når vi kan få øje på, hvad det er vi gør, har vi mulighed for at ændre det.
God appetit












