Og det var den ny tid, der blev ved med at slå benene væk under dem, nuets grove plov, der trak furer på tværs af deres forventninger, disse tilfældige møder, disse mennesker, situationer og sammenfald, der skete, der blev ved med ske, der opstod og opstod, det øredøvende brøl, øjeblikkets fald fra himmelen, og de stod gennemblødte i regnen for at samle dråberne til en substans, et minde, noget der var værd at gemme på.
Set udefra lignede de dagdrivere, to tilfælde af ungdomssløvsind, der hældte deres bedste år ud af billige vinflasker, og skyllede dem ned med benene hængende i dovne vinduesåbninger, eller med næsen i slidte paperbacks og blikket på piratkopierede film, med armene omkring piger så smukke som luftspejlinger og øjne så store som tekopper, og de vidste præcis hvordan de selv så ud, de vidste, hvad der blev tænkt, når de vågnede med ryggen i græsset i en af parkerne og dagens første jokkere svirrede omkring dem som irriterende, kompetente myg, blege blodsugere fra fastlandet, pantefogeder med gældsbreve fra den sørgelige lille flække, der engang havde udgivet sig for at udgøre hele verden, de vidste godt, at samfundet - det med jokkere og revisorer og institutioner og etiketter - at det aldrig ville tage imod dem, hvis ikke de indrettede sig, at de kun akkurat blev tolereret, så længe de ikke gjorde mere væsen af sig, end at tumle omkring med ubegribeligheden som landsbytosser, der var sunket for dybt i tønden, og nu mumlede forvrøvlede udsagn til flaskeåbninger, der blev vendt i vejret i al slags vejr, til alle tider, ved alle lejligheder, i alle stemninger.
Det var altså den samme energi, det samme udfald, der havde åbnet verden for dem, som lukkede den igen, den lukkede sig sammen om den lille rille de var faldet i, en gentagelse, et ottetal, som de selv var de første til at se det ironiske i, de trådte, for tiden gjorde dem selvbevidste, og de fortalte deres historie imens den udfoldede sig, de asfalterede imens de kørte, det her er i vid udtrækning deres egne ord, eller variationer over deres ord, som jeg har sammenfattet efter hukommelsen, mit forsøg på at fastfryse en årelang bevægelse, jeg var vidne til, i en kortfattet tekst.
Sander var den letsindige af dem, selvom han var udstyret med triste, brune øjne, der hvilede så dybt i andre, at det gjorde dem usikre på sig selv, usikre på hvad de skulle tro. Og det eneste, han ville, var, at de havde det godt, at alle havde det godt, det handlede for ham at have det godt, at spinde røverhistorier om hverdagen, som trak det smukke frem i lyset, at gøre ethvert hjørne, enhver genstand til et monument over en tid. Mørket var noget han fortrængte, og livets slagside behandlede han med et barns frygtsomme alvor; der gemte sig spøgelser i dybet, som man formanede bedst ved at lukke øjnene.
Carl, derimod, insisterede på at stirre ned i afgrunden, for hvis der var en mening, var det der, man ville finde den. Selv når eventyret var mest insisterende, når han overgav sig mest og tænkte mindst, så var det stadig som en arkæolog, der pudsede sjælen med en lille pensel, at han gjorde sig erfaringer. Dette nøgterne islæt udstyrede ham med en imponerende frygtløshed, når det kom til eksperimenter med sind og krop, og når han kom til de ildevarslende gyder, som enhver anden ville passere med skyklapper, så ville hans nysgerrighed drive ham derind for at sætte læberne mod asfalten, så han kunne lære dens tekstur at kende, for Carl ville sige, at livet ikke handler om at være lykkelig, og Sander ville grine lykkeligt af ham, og sådan komplimenterede deres passioner hinanden i et dynamisk felt spændt ud mellem dybe forskelligheder.
De samlede sig med tiden en perlekæde af små fikspunkter, som de angreb med hver deres monomaniske indgangsvinkel, og en øjesten på kæden var jøden, eller jøderne, jødespørgsmålet, hele jøderiet, som de sagde, når en af deres utrættelige diskussioner bevægede sig i den retning.
Carl så det som en borgerpligt at komme så tæt på gaskamrene, som muligt, så han plejede at pleje sine tømmermænd ved at gense Shoah, ni og en halv times øjenvidneberetninger fra Auschwitz, Theresienstadt, Treblinka og andre stednavne på flækker, som ingen nogensinde ville have hørt om, hvis ikke det yderste bureaukrati til evig tid havde knyttet dem til umenneskeligheden, gruens fortællinger fra nulpunktet, humanismens største krise, det store vendepunkt, der hvor historien afslørede, at den kunne krumme rumtiden, der hvor de menneskelige gerninger blev metafysik, og ingenting længere var det samme, som han ville udbryde henover en bog af Primo Levi, henover et selskab, der var alt andet end i humør til at høre om, hvordan kroppene lå sammenmast som byggeklodser, når dørene til kammeret åbnede, hvordan de væltede ud på gulvet, de mindste og svageste nederst, de stærkeste øverst, for i dødskampen er det styrken, og kun styrken, der tæller.
- Hold nu kæft, råbte Sander til ham, du glemmer for helvede det vigtigste. Du glemmer jødeguldet.
For Sander kunne ikke nære sig for at spørge, hver gang han mødte en af dem, en vaskeægte jøde, om ikke de ville fortælle ham, hvor de gemte det henne. Jødeguldet. Det var en morskab, han tog bemærkelsesværdigt alvorligt, det var morskaben, der trak i ham, han havde samtlige Woody Allens film siddende på rygraden, Jerry Seinfeld, Groucho Marx, Peter Sellers, han nærede en uforbeholden kærlighed til dem alle, og han pralede med, at han selv var en ottendedel, at blodet flød i ham, for han mente, at jøderne bar nøglen til mysteriet, og at låsen var et latteranfald, der gemte på en tragedie, en visdom, der gav sig til kende, når man gav sig til at grine i selskab med de krogede næser, det var der, gravens alvor tonede ærligst frem, som et vandmærke printet i en skamløs vittighed.
Så de købte flybilletter for penge, de ikke havde, det var før finanskrisen, dengang hæveautomater var bundløse brønde og kassekredit synonym med indkomst, og da de landede i Kennedy-lufthaven, tog de en taxa direkte til Williamsburg, hvor de gik tryllebundne rundt og kiggede på slangekrøller og sjove hatte, indtil de skammede sig, skammede sig over at være tilskuere, vulgære turister, der vadede rundt i andre menneskers hverdag, så de sprang på hovedet ned i Greenwich Village på sporet efter beat-generationen, et autentisk aftryk på byen sat af Kerouac, Ginsberg, Burroughs eller Cassady, disse mytologiske navne fra massekulturens Illiade, og Kerouacs nytår i New York 1948 var et ligeså vigtigt punkt i historien, som Versailles-freden var det, det var udgangspunktet for al moderne kultur, eller modkultur, det var modkulturens arnested, hvorfra der stadig ankom røgsignaler med over et halvt århundredes forsinkelse, og det var selve afstanden, der optog Carl, det umulige i at genleve eller genopleve en tid, men nødvendigheden i, at man gjorde forsøget, og Sander lå på gulvet med en cigaret i munden og lyttede til Kerouacs stemme, der slyngede sig om tonerne fra Stevev Allens klaver, og han hviskede, at han nu endelig forstod, hvor smukt det amerikanske sprog kunne være, og de sank ned til knæene i den fløjlsbløde undergrund, de mellemlandede i Manchester i 1978, en legendarisk tv-optræden med Joy Division, man kan finde den på youtube, og under hegnet kravler Antoine Doinel, han løber i strandkanten med Withnail, der reciterer Shakespeare, nat på jorden, kaffe og cigaretter og suget fra dybet, den levende grund, Balsac, Wilde og Woolsworth, der var nok smukke stemmer, der udskilte sig fra støjen, men altid stemmer, som indhentede dem fra tog, der for længst var kørt, og som satte sig i nutiden som forvirrende ornamentik, zigzaggende krummelurer, der gjorde det umuligt at gå i en lige linje ned til det lokale supermarked, der var ingen sammenhæng, intet overblik, kun lynnedslag og jordskælv, og der var ikke andre muligheder, end at finde en god udsigtspost og vente på miraklet.
Jeg fandt dem altid på sådan en omvej, på en afstikker fra profane gøremål, hvor de underholdt endnu en tilfældig forsamling med den overvældende styrke eller den overvældende skrøbelighed, som de endnu engang havde opdaget, at livet besad, og de ville gribe min hals, de ville trykke deres læber mod min kind og fortælle mig, at jeg var elsket, og jeg ville sætte mig i skrædderstilling for deres fødder sammen med de andre, for selvom det ikke tog sig sådan ud, selvom det lignede, at vi alle var lige i lyset fra skønheden, eller at vi alle var lige grå katte i mørket, så var det dem, de to, der strålede som motiver i et Rembrandt-maleri, det var dem, der formåede at samle rastløsheden til et udbrud af kærlighed, og det mærkedes, når de var fraværende, og vi andre cirkulerede imellem hinanden med en uhåndterlig formålsløshed vibrerende i mellemgulvet, og mistroen fik lov til at puste liv i den tomhed, der altid slumrede i bunden af hver eneste øl, i afsmagen fra hvert eneste hengivende kys.
Det var altså ikke fordi, jeg var noget særligt, at de lukkede mig indenfor, det var bare den sædvanlige, umiddelbare generøsitet, de hældte over mig, da de opdagede, at jeg var boligløs, og jeg havde ikke engang spurgt, jeg havde ikke engang nævnt det, før jeg fandt mig selv på en madras i deres lille stue, der lå i forlængelse af køkkenet, og jeg kunne tage alt, tag alt, sagde de, tag vores mad, gå i vores tøj, ryg vores cigaretter, kys vores kvinder, ejendomsretten er ophævet i det her almene boligbyggeri.
Det var selvfølgelig Sander, der faldt først, han faldt bogstaveligt talt så lang han var på gulvet i en beskidt kødbiks på Nørrebrogade med en dürüm-kebab i hånden, lige efter han med tårer i øjnene havde konstateret, at der ikke fandtes en ordentlig shawarma i København, at det var sidste gang, han spiste sådan et sted, og han rejste sig ikke igen, han kunne ikke, Carl bar armene, og jeg holdt benene, imens Sanders ansigt gik i opløsning, og hulk fra de mest ufremkommelige huler i menneskesindet rungede udover de mennesketomme gader på den lange vej hjem, og dagen efter måtte vi erkende, at det her var ude af vores hænder, at der måtte hjælp udefra til, og de følgende måneder på Bispebjerg hospital var de længste i Carls liv, han gik hvileløst op og ned af det samme lille gangareal, han kom på fornavn med alle sygeplejersker, læger og patienter imens han vågede, imens han lyttede til Sanders udsagn fra tågerne, ubærlige ytringer, der lagrede sig så dybt i Carls tungsind, at han aldrig har delt dem med nogen.
- Hvorfor opdagede jeg ikke noget?, spurgte han mig igen og igen.
- Jeg var sammen med ham hele tiden, jeg burde have set det komme, men jeg så ingenting. Jeg tog det ikke alvorligt nok. Jeg troede ikke, at sådan noget her kunne ske. Alle de depressive tanker var ligesom en del af det, en del af pakken, jeg troede ikke at sådan noget her kunne ske.
Han var nådesløs overfor sig selv, og selv da Sander stavrede ud af sit værelse for at se VM-semifinalen mellem Holland og Brasilien, og han med fordums styrke hånede hollænderne for at være smagløse føderalister, der ikke kunne gå ind i en hovedstødsduel uden at ligne idioter, selv da han fik den gamle, demente mand, der ellers kun kiggede på sine hænder, til at grine, selv da var Carl tynget af skyld, et syndefald, der aldrig ville slippe ham; den ubekymrede leg var slut.
I første omgang så alt ud til at være ved det gamle, det så ligefrem bedre ud end nogensinde, og resten af sommeren genkalder jeg som en lykkelig missen med øjnene mod solen, og det var ikke før, den første nattefrost rumsterede imellem husfacaderne, at metaltrætheden viste sig. Ligesom det var ham, der var den første til at italesætte alt andet, var det Carl, der påpegede de rustne pletter, der spredte sig i takt med, at endnu en alt for lang, alt for våd og alt for kold vinter fik tag i byen og lukkede folk inde deres små, varme rum, for at overlade brostenene til slud og mudder, udefinérligt utøj, der forvandlede gadeplanet til en labyrint, hvori selv det mest determinerede menneske kunne finde sig selv på et livstræt gadehjørne, i tvivl om hvor han var på vej hen.
- Det var for helvede ikke sådan det var. Hvis du alligevel skal fortælle den her historie for titusinde gang, så kan du i det mindste fortælle den ordentligt, ville Carl bide af Sander, inden han smækkede med døren og faldt om på sin seng med tøj og sko på, efter Sander endnu engang havde pustet nyt, fantasifuldt liv i en gammel anekdote, som han serverede for nok et kuld unge piger, der havde krydset deres vej, og som sad i deres faldefærdige køkken med opspilede øjne og tog hvert et ord til sig, som var det sandhedsytringer fra orakler forklædt som gadestrygere.
For der skulle ske noget, det var den grundfølelse, Carl var drevet af. Kunne man falde sammen, sådan som Sander havde gjort det, falde helt ind til ingenting, så kunne man også gå den anden vej, udvide sig, komme udover de forefaldende tilfældigheder, den lille lukkede verden, de bevægede sig i, og give nogle af de her stroboskopiske glimt af lykke og storhed tilbage til det samfund, de på et tidspunkt havde udskilt sig fra, det samfund, som havde trådt til, da lykken løb ud af ørerne på Sander, og det ikke længere var nok, at de var der for hinanden, da livet afhang af, om der var fremmede mennesker med kompetencer til at afbøde faldet, og derfor fandt Carl det ikke længere acceptabelt at vende ryggen til, det var ikke længere nok at drukne dagene i fordringsløse sammenkomster, det var på tide at tage det her monstrøse privilegium, som de var givet, alvorligt, og Carl fik sværere og sværere ved at se igennem fingre med Sanders lemfældige omgang med sandheden, det konsekvente lag af hittepåsomhed, som formudrede billedet og efterlod et prototypisk eventyr, den samme dovne genfortælling, der ingenting havde med virkeligheden at gøre, illusionen, som Carl mente var årsagen til, at Sander var blevet drevet ud af forstanden i første omgang.
Og Sander klyngede sig mere end nogensinde til det fantastiske, til den gode historie, han havde ingen interesse i at ændre noget, at skulle noget, at gøre noget, han havde nok at gøre med at holde sig i ligevægt, at balancere sit humør på den tynde line, hvor han vidste, at han kunne fungere normalt, der hvor han mødte anerkendelse fra omverdenen og gang på gang blev fortalt, hvor megen magi der dryssede af ham.
Så han åbnede champagneflasker i stuen, og skummet løb ned i min madras, imens Carl isolerede sig på et værelse for at finde en form, et snit, der kunne kommunikere med verden, Carl overrendte ethvert forlag, enhver kreativ uddannelse, enhver kunstinstitution med fortænksomheder, han lagde time-, dage-, ugevis i disse konstruktioner, der skulle formidle et budskab, og det var det, der var problemet, Carl var ikke kunstner, han var akademiker, han foretog logiske slutninger, han fortalte ikke eventyr, men den evne underkendte han aldeles, han afskyede systemer og tankesæt, teorier og forudindtagelser, det var den store, blinde plet midt i hans klarsyn, at han vendte ryggen til de former, hvori han var et naturtalent, der hvor han havde en stemme.
Og da var det, at Sander uden den mindste indsats på det nærmeste fik revet et manuskript ud af hånden af en redaktør, der havde forelsket sig i de triste, brune øjne, et manuskript skrevet med en beruset venstrehånd, et manuskript, som egentlig ikke skulle vises til nogen, og som var blevet glemt i en datasky et sted, hvis ikke det var fordi, at Carl havde insisteret, og det var som om en byld, der bristede, for Sander blev løftet til skyerne hurtigere end nogen kunne nå at opfange det, og der åbnede sig døre, som Carl og Sander ikke anede eksisterede, selv på gader som de troede, de vidste alt om, opstod der muligheder, de ikke i deres fjerneste fantasi havde forestillet sig, ville blive stillet dem i udsigt.
Men det var Sanders muligheder og Sanders udsigt, for uanset hvor meget Sander prøvede at støtte ham, så kunne Carl ikke begå sig på den etage, hvor Sander nu var inviteret indenfor, Carl havde ikke fornemmelsen for det, ingen idé om hvordan man skabte sig, han var for sær, for svær at have med at gøre, og han følte sig ydmyget, når Sander forsøgte at holde ham i hånden, når Sander fortalte ham hvordan og hvorledes, så teede han sig i trods, så brændte han broer og lukkede ambassader, diplomater blev kaldt hjem, det der gode selskab, det havde han ikke en skid respekt for, det var inkarnationen af det illusoriske, den her kreative klasses småborgerlige vigør, der forklædte sig som bohomé-liv, den her gode smag, den brækkede han sig over, eller det sagde han til sig selv, når han stod til en eller anden mellemting mellem en fest og en reception og følte sig såret på sin stolthed, fordi han endnu engang var blevet taget for en, der var gået forkert.
Og i en vis forstand er det sådan, historien om Carl og Sander ender, eller dvs. den historie de selv fortæller, for skæbnen ville, at det var, da Sander slog igennem som forfatter, at Carl og Sander mistede deres fælles sprog, og floden af fortællinger imellem dem begyndte at tørre ud.
Når de hver især taler om hinanden i dag, så er det altid tiden frem til Sanders første udgivelse, der kommer til live ved lyset i deres øjne, det er som om, at alt derefter er forsvundet i tågerne, gemt væk i en alt for uhåndterlig skuffe, som ingen af dem længere magter at åbne, en hylde, som jeg nu alligevel forsøger at støve af, fordi jeg synes, det er vigtigt, at man ikke bare lader tingene flyde ud i sandet, det er vigtigt, at man sætter et punktum, eller at man gør forsøget, eller fordi jeg elsker dem, begge to, fordi jeg knap nok kan bære den drejning, som begivenhederne tog.
Sander var nu blevet plottet ind i offentligheden og derfor bundet op af forpligtelser, som han ikke selv var herre over, så han var ofte fraværende, og Carl cirkulerede rundt i lejligheden som en forsmået kone, der bare ventede på, at verdensmanden vendte hjem, sådan at stemningen kunne ødelægges. Carl havde et særligt talent for at tage humøret fra Sander, en håndbevægelse, et blik eller et tryk på et bestemt ord var de små remedier han uvildigt benyttede sig af, når han begravede en død mand i stuen, og vi vågede i tavshed ved den gode tids sygelejde.
Det var ikke skinsygen som sådan, der snærrede, det var snarere, at Carl ikke vedkendte sig den, han evnede ikke at være ærlig overfor sig selv, så han iklædte den andre narrativer, han mente, at Sander ikke tog sit ansvar alvorligt, han mente, at Sander sløsede med sit talent, han mente, at Sanders ambitioner var for små og armbevægelserne for store, han mente en masse, og Sander var slet ikke bygget til den slags kritik, så han skammede sig, når han stod i rampelyset og vidste, at Carls blik gemte sig i mørket, og derfor undgik han det, blikket, det var ikke bevidst, og det udviklede sig næsten umærkeligt, det begyndte med telefoner, der ikke blev taget, aftaler, der ikke blev overholdt, invitationer, der blev i lommen, og Sander sad ved et bord sammen med mennesker med efternavne, personligheder, der ragede op i offentligheden, og han var betaget af deres genuine interesse, han lod solen bage, og han nød sin nye glød, han blev bekendt med dyre vine og delikat fransk mad, han begyndte at købe tøj igen, og det klædte ham, han så ud af noget, han lignede en af dem, der hjalp kloden med fortsat at rotere.
Ja, men i den forkerte retning, ville Carl tilføje, for han begyndte at se Sander som en del af problemet snarere end løsningen, han så en af dem, der var for magelige til at interessere sig for følgevirkningerne af deres adfærd, en af dem, der skummede fløden ved at trille tommelfingre, dem, der stod på den anden side af gærdet og sparkede distræt til de hegnspæle, der kilede sig ned imellem mennesker, Carl så i det hele taget en af dem, de andre, de, og med den nedtrykkende erkendelse kom resignationen til ham som en frister og lokkede for ham, at han skulle sige farvel til det umulige og nøjes.
Og han nøjedes, han nøjedes med hovedet dybt nede i byens underliv og bevidstheden langt ude i stimulanser af enhver art, han nøjedes med flygtige kvindebekendtskaber, der optog hans opmærksomhed som pludselige stormvejr, og han mistede interessen ligeså, for når man en gang har set et træ vælte i vinden, har man set dem alle, og det var med en bemærkelsesværdig tungnem kulde, at han trådte rundt i unge pigers skrøbelige følelsesliv, og han vænnede sig til lyden af døre, der smækkede, ting, der faldt til jorden, han vænnede sig i det hele taget, og ligegyldigt hvor han placerede sine øjne, så var der ingenting, der skilte sig ud fra massen, de samme mennesker på vej fra et sted til et andet, de samme, dumme, målrettede ansigter, gøremål, ankomst og afsked, hvisk og gråd, stilhed og støj, støjen, det samme gamle flimmer, der havde forfulgt ham hele livet, og som nu viste sig som selve virkelighedens byggesten, naturens ligeglade orden.
Carl reagerede nærmest ikke, da Sander fortalte ham, at han flyttede ud. Sander havde ellers gået med det i månedsvis, han havde pudset og plejet stenen i hjertet, det var hans far, der havde betalt en ejerlejlighed på den anden side af broen, den rige familie, der trådte til, det skamfulde arvegods, og der var som sådan plads til os alle tre, men han kunne ikke mere, han blev kvalt i Carls resignerede selskab, og han frygtede Carls reaktion, han havde udspillet hundredvis af forskellige scenarier i sit hoved, men Carl sagde bare okay; okay, så slipper vi også for, at have en sovende i stuen, og han virkede ikke det mindste oprevet, og det var værre end nogen af de forestillinger Sander havde gjort sig, og de sidste uger var stumme, vi slæbte flyttekasser uden mæle, og Sander tog desperat revanche i den nye lejlighed, indflytterfesten syntes aldrig at stoppe, der dansede folk på bordene i dagevis, der sov folk på gulvet, og når naboerne bankede på væggene eller gulvet eller loftet, så bankede vi tilbage igen, der var en centrifugal kraft omkring det runde bord i stuen, folk blev suget dertil, og kærlighedserklæringerne føg rundt i den alkoholiske luft, skulderklappene, komplimenterne, og hver morgen tog jeg turen tilbage over broen ved daggry og fandt Carl sidde i stuen med en bog, han lige havde slået op, så det lignede, at han foretog sig noget, og han spurgte mig ikke om noget, han vidste, hvor jeg havde været henne, og det var nok, han vidste nok.
Det tog Sander tre bøger før bølgerne lagde sig, og da havde han udviklet sig til en yderst velfungerende alkoholiker, der altid havde mennesker omkring sig, der altid havde smil og kærtegn indenfor rækkevidde, og det tog lang tid for mislyden at trænge igennem muren af festlig larm, så da den endelig gav sig til kende, plantede den sig i Sander som en kronisk hovedpine. Han forstod ikke hvor den kom fra, eller hvorfor den ikke forsvandt, han gik til lægen, han fik ordineret piller, han elskede medicin på recept, de sterile, statsautoriserede stoffer, men lige lidt hjalp det, for i årevis havde han ladet Carl om at håndtere trøstesløsheden, og nu stod han alene med følelser, han ikke kunne sætte ord på, følelser, der fik lov til at leve deres eget farverige liv i underbevidsthedens dekadente festsal, og den kynisme, der sev ud derfra, var hård som et vodkashot, en kynisme, der dvælede ovenpå et fedtbælte af hurraråb, og Sander sad på sit stamværtshus med hånden på en fadøl og talte med Cille, bartenderen, som var den eneste, han for alvor stolede på, og bøgerne var han efterhånden ligeglad med, han havde sit trofaste publikum og sine hengivne anmeldere, og havde Carl ikke haft ret, ville de egentlig noget, de bøger?, kunne de noget? Det blev endnu en af Carls selvopfyldende profetier, og da Sander først havde vænnet sig til tanken om at være levebrødsforfatter, så omfavnede han den, så hvilede han i den, han bedøvede sig med den og lod den flyde sammen med alle de andre bedøvelsesmidler, strømmen af beroligende medicin, der konstituerede hans tilværelse.
Ligesom alle veje fører til Rom, så endte Carl også på universitetet, for på trods af at han skyede det som pesten, så var det det eneste miljø, han kunne fungere i, han duede ikke på markedsvilkår, han anede ikke, hvordan man skabte sig en indtjening, så han begyndte at studere den litteratur, han altid havde drømt om selv at være en del af, den danske samtidslitteratur blev hans felt, og han gik til det som en minør, der skal sprænge et bjerg i stykker, der gik en djævel i ham, da han skulle skrive speciale, han kunne ikke lade være med at hive Sanders bøger ned fra hylden og pille dem fra hinanden som hovedeksempler i en uhyggeligt velargumenteret beskrivelse af, hvor navlepillende og ligegyldig den unge, danske litteraturscene tog sig ud, og hvis ikke det var fordi, det taler mig så dybt imod, at man lader sin bitterhed determinere sin kreative energi, så ville jeg sige, at det er det bedste, han nogensinde har skrevet.
Sander fortalte aldrig til nogen, at han havde læst det, det var tilfældigt at jeg fandt specialet nederst i en bunke af forvirrede papirer på hans skrivebord, og da han så mig stå med det i hånden, reagerede han som en nonne, der møder en blotter, han forsvandt, jeg forsvandt, situationen havde aldrig fundet sted.
De fandt deres kærester stort set samtidig. Sanders kæreste var smuk og dum, og Carls kæreste var grim og klog, og sådan fandt de sig begge mageligt til rette i ulige forhold, hvor de var mere elskede, end de elskede, og Carl afskyede Sanders kæreste ligeså meget som Sander afskyede hans, og én gang var de sammen alle fire, en aften så rædselsfuld, at jeg ikke magter at beskrive den, en aften som de hver især svor aldrig skulle gentages. Der var noget dybt forsmået over deres hadske følelser, de fremstod jaloux, som hysteriske ekskærester, som om disse kvinder havde stjålet deres store kærlighed, hvilket heller ikke er så langt fra sandheden.
Sidespringene var det sidste, de var fælles om, helt fra begyndelsen af, og de var skamløse, skrupelløse, de fortalte sig selv, at de alligevel ikke troede på det monogame forhold, eller at de ikke troede på det kategoriske imperativ, at de ikke skulle være forbilleder for nogen, at det var nødvendige onder, der medvirkede til, at forholdene ikke skulle gå i stykker, der var forklaringer nok, forklaringer, der dækkede over den selviske erkendelse, de havde gjort sig; at ligegyldigt hvordan de teede sig, så ville disse to hengivende kvinder tilgive dem, de vidste præcis hvor langt, de kunne trække den, og de trak den, og kvinderne blev ved deres side, de samlede dem op, når de faldt, og med tiden gav Carl og Sander efter for denne trofasthed, den blev et strålende lys i deres ungdoms efterår, det er de to kvinder, der lærte dem om kærlighedens kompromisser, det er de smukke væsener, der er årsagen til, at Carl og Sander ikke er faldet helt fra hinanden i dag.
I dag. Det er der, jeg er nået til, og anledningen til at jeg overhovedet begyndte at skrive dette i første omgang, skyldes en oplevelse netop i dag. For her er der så en lille fortælling, om to mennesker, der var bedste venner, i årene hvor livet var allermest præsent, hvor ungdommens gnist strålede klarest, to venner, der voksede fra hinanden, efterhånden som menneskelivets mondænitet gjorde sit indtog, og virkelighedens skuffelser satte blivende aftryk, og det er der måske ikke noget ekstraordinært i, eller det er der måske slet ikke noget tragisk i, for de har det jo som sådan godt i dag, Sander skriver stadig bøger, og Carl skriver stadig bøger om bøger, og de har deres kærester, hvoraf den ene er blevet en kone, og snart får de børn, det er jeg sikker på, og de kommer til at blive strålende fædre, Carl og Sander kunne som sådan være hvem som helst, det er set før, sådan en bevægelse i livet, det er måske sådan, det er at blive voksen, jeg ved det ikke, men i dag var jeg i rum med dem begge to for første gang i årevis, det var til en fernisering et sted på Vesterbro, og ingen af os vidste, at de andre kom, og jeg så dem på afstand, jeg så, hvordan de hver især opdagede hinanden, hvordan de begge lod som om, at de ikke så noget, og dét blik, eller snarere dét manglende blik, den manglende udveksling, den knuste mig, og selv nu, nu som jeg sidder og skriver, her sent om natten, så bevæges jeg dybt ved at tænke på det. For mig var dette manglende øjeblik ligeså tungt, som når Medea slår sine børn ihjel, eller Ødipus stikker øjnene ud på sig selv, jeg så en tragedie uden lige, for de to mennesker her, de var i årevis selve Meningen, de var det nærmeste den grænseløse kærlighed, som jeg nogensinde kommer til at bevidne, de fodrede mig og alle andre omkring dem med et utroligt mod på livet, og at den forbindelse kan gå i opløsning, forsvinde ud af den blå luft, det nægter jeg at acceptere, kun døden er mig en værdig nok årsag til at I ikke taler sammen.
I bliver nødt til at finde hinanden igen. Det er min pointe. Ja, undskyld, jeg beklager den opstyltede form og alle de krumspring, men I kender mig, det er den eneste måde, jeg kan kommunikere til jer, det er min måde at sige tingene på, det er min facon, sådan et brev her, hvor jeg skriver om jer i tredje person, og jeg bilder mig ind, at I vil finde det både sentimentalt og prætentiøst, det har I jo altid ment om mig, men I giver mig jo ikke en chance, når jeg taler med jer hver især, I lukker mig af, ligeså snart jeg bringer noget på banen. Det paradoksale er, at I jo fandme ikke gør andet end at tale om hinanden, hele tiden. Sander det ene, Carl det andet, pis og papir og spøgelseshistorier fra fortiden. I har halvdelen af livet foran jer, der er masser af gode år, masser af tid, der er en hel verden, der savner den magi I skaber sammen, og I lever skyggetilværelser hver for sig, I har brug for hinanden for at træde frem i lyset. Sådan er det, og jeg begriber ikke, at I ikke begriber det. It’s always night, that’s why we need light, ikke sandt? Ja, jeg beklager, nu ramler tingene lidt for mig. Det er lyst udenfor. Jeg har siddet foran min bærbare computer i 16 timer i streg, jeg kan ikke skrive mere. Jeg retter det igennem, inden jeg sender det. Måske sletter jeg det sidste her, måske lader jeg det stå, jeg ved det ikke. Nu venter jeg på jer.
