Jeg er indlagt. Morfinen er i færd med at sprede i kroppen på mig. Der kører en tysk film på tv. Det har været en tveægget dag. Lagde ud med at slå øjnene op. Græde. Senere til stuegang. Græde. Men så kom Taya og Fibs. Og så kunne jeg være mig selv igen. Vi spiste biksemad, banh mi, lagkage, klementiner, nødder. Jeg elsker dem så højt. Vi så ‘Vild med dans’ og heppede på hende den tykke. Hun vandt heldigvis. Gav os alle en lille, fjollet kollektiv følelse af at lykkes. Jeg savner følelsen af at lykkes. Min krop giver mig det ikke. Jeg har infektion og feber. Men ingen ved hvor eller hvorfor. Så jeg er fanget her. Julen kommer tættere på. Vi overtager vores nye lejlighed på tirsdag. Alting passer akkurat så dårligt sammen at det gir kløe. Jeg vil gerne arrangere, planlægge, sortere. Men jeg får lov at sidde her og svede på morfin og tænke over tingene. Helt låst fast. Helt irriterende. Jeg er blevet god til at være indlagt. Min sidste store behandling efterlod et kæmpe atombombehul af et traume midt i min grundvold. Hver gang lægen nævnte “indlæggelse”, følte jeg komplet mørke. Som hvis jeg fik en dødsdom. Sådan er det ikke længere. Jeg kan bedre holde det ud nu, men jeg bryder mig ikke om weekenderne her. Alting går lidt i stå. Og så føler jeg den der kvælende fængselsfølelse. Ensomt. Langsommeligt. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem. Det ærger mig, at jeg ikke kan være en del af flytningen. Heldigvis har Martin fri og kan starte op. Han virker ved godt mod. Jeg er stolt af ham. Tror ikke, jeg får fortalt ham nok, at jeg ser ham. Og de ting han gør. Tror faktisk jeg snerrer for meget og roser for lidt. Viser ham for lidt kærlighed. Kræften har taget det hele. Passionen og opmærksomheden. Og overskuddet. Alligevel klager han kun sjældent. For helvede, mand. Stakkels dreng. Jeg håber snart, jeg får et break. Der er så mange mennesker, jeg savner. Emil kom forbi i dag for at sige farvel. Han rejser væk i to måneder. Han græd, da vi krammede farvel. Det kom bag på mig. Og så græd jeg selvfølgelig. Jeg blev rørt af, hvor tætte vi er blevet. Og hvor meget han har gjort min sag til sin sag. Sådan er det med alle omkring mig. Et år er gået - og folk er her stadig. Taya kommer fortsat med hjemmelavet mad. Stine er fortsat på alle hjørner og kroge af min sag, går med til møder, stiller spørgsmålet og er helt inde i det. Dal ringer dagligt trods smerter i bækken og titusind ting om sit eget hoved. Jeg har ikke lyst til at forlade nogen af dem. Jeg har bare lyst til at blive her og bygge videre på vores kærlighed til hinanden. Det er det eneste, jeg har lyst til.










