#dansehallerne

[noah-hellwig]

Performing later this week at Dansehallerne with “Multiplex Realities”.  http://www.dansehallerne.dk/en/performance/multiplex-realities/  With support från Konstnärsnämnden. 

[ngatchfallfamily]

Acogny Technique with Aïda Colmenero Diaz & SABAR with Amdy Ngom

Acogny Technique with Aïda Colmenero Diaz & SABAR with Amdy Ngom

Lanla Scandinavia presents Aïda Colmenero Diaz & Amdy Ngom   Dance Sabar with Amdy Ngom and get a unique chance to familiarise yourselves with Acogny Technique – The most well-renowned modern dance technique, with an African foundation, developed by Germaine Acogny, Ecole de Sable, Senegal. Where: DANSEHALLERNE, KBH When: 10th & 11th of December 2016 More info: Facebook event! Pricing and…

View On WordPress

[henrylee5891]

This ăwesome , fking love this combination 💥 #audition #day2 #dansehallerne (at Dansehallerne)

[ragnamg]

My first poster

[kulturformidlet]

Dansehallerne ser rødt

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret i Information. Der er moderne dans i det røde felt for store og små. Det bliver både forførende, gribende og humoristisk. Men også lidt lukket om sig selv. To dobbeltforestillinger i Dansehallerne på Carlsberg byder på moderne dans til både efterårsferiebørn og deres forældre. Til de voksne er den anerkendte mesterkoreograf Örjan Andersson hentet ind til efterårets store satsning. Han har oprindeligt koreograferet 32 variations og RØDtil henholdsvis Göteborg-balletten (2011) og Nederlands Dans Theater (2001), og nu er det hele Dansk Danseteaters ensemble, der prøver kræfter med svenskerens trin. Vi begyndte i den muntre afdeling med 32 variations, som er blevet udviklet betragteligt med de moderne dansere. Næsten krukket indledes der med rislende stilhed og slowmotion, men det varer ikke længe, før det akavede, komiske og ubehjælpsomme sættes op over for dansernes organiske, flydende flow. Alt imens masserer Tanja Zapolski tangenterne og styrer stemningen fra sit flygel bagest på scenen. Det er bl.a. Beethovens klaversonate, der også lægger navn til forestillingen, som kompetent ruller ind over os live, og var det ikke for dansen, havde undertegnede lykkeligt lukket øjnene og nydt den del alene. En række kernebevægelser gentages stykket igennem. Danser Emily Nicolaovs introduktion til forestillingen illustrerede meget fornemt, hvordan Örjan har taget udgangspunkt i helt enkle udfordringer og situationer for derpå at lade kompagniet arbejde med det givne billede. En kvinde i en stram nederdel, der skal bøje sig ned for at slukke en cigaret eksempelvis. Hvordan ser det ud, når hun kun kan bevæge læggene, og lårene er limet sammen? Ganske humoristisk, graciøst og opfindsomt, når det er Dansk Danseteaters ensemble, der kropsligt fabulerer over scenariet. Ligeledes får andre små detaljer smilet frem, som når danserne falder mod hinanden som dominobrikker eller vælter rundt med barnlige vingesus og propelarme. Nok er vi i en vis forstand i elitært land her, men der er mere end et par grader op til det højpandede. Rasende RØD Over for denne finurlige elasticitet og leg med kontraster er RØD langt mere klassisk i opbygningen med sin hvirvelvind af bevægelser og strygere. Forestillingen lever i rigt mål op til navnet via en hidsig stemning af blodig alvor, liv og død i form af stresset, næsten hysterisk, fremdrift, og også helt konkret gennem sin blodrøde baggrund, en lysende, rødglødende firkant på gulvet og forskellige røde nuancer i kostumerne. Shostakovich musik, angiveligt skrevet til ofrene for fascisme og krig, er dragende, intens og foruroligende. Det er et fremragende partitur, der kræver sit af danserne, ikke mindst i de svævende momenter. Der er fart over feltet. Det er dynamisk og gribende. Skuldrene går én vej, hofterne vrides en anden. Det asynkrone er i fokus midt i de fælles bevægelser, hvor én og så én til pludselig bryder af og danser imod strømmen. Det er ikke til at få hold på. Udtrykket er uhomogent og splittet. Hele følelsesregistret er i spil. Selv dansekorpset favner variationen med forskellige kropstyper, der flot understøtter det fragmenterede udtryk. Musikaliteten i koreografien forfører i begge stykker, men samtidig fremstår de to forestillinger også nemt temmelig lukkede om sig selv. Den moderne dans koncentrerer sig langt mere om billedlogik end eksempelvis ballettens krav til takt og form, og man kan let søge forgæves efter klare fikspunkter og overordnet sammenhæng i dette morads af leg med formerne. Opmærksomheden fænges således uden problemer, lidt mere udfordrende bliver det i forhold til fastholdelsen af samme. Og selv når man zoomer lidt ud, har man jo skøn musik i ørerne.

Dans til de mindste Anderledes inviterende bliver de mindste taget i hånden under Ud i det blå og Den røde ballon med Christianhavns Balletskole på scenen. I førstnævnte spiller Anna Elbæk rammefortællingens charmerende lille pige, der med et overdrevent langt voice-over-gab falder i søvn og åbner for en drømmeverden af fysisk aktivitet i alle afskygninger. Ud i det blå byder således på alt fra svajende svømmepiger, formationer af fodboldpiger og fine tennispiger, hvis slag korresponderer perfekt med de bagvedliggende beats. Bl.a. Brian Enos »Deep Blue Day« understøtter effektivt forestillingens flydende vandbevægelser og drømmende tema. Det er en sød og poetisk lille fantasirejse væk fra bøgerne og en fin moderne stemningsvariation af et ’her-kan-alt-ske-Alice-i-Eventyrland’. Tilmed er der god komisk effekt i voice-over-stemmerne – ikke mindst mellem vores hovedperson og en brovten fodbolddommer, der til sidst kommer så meget til kort med sin brummen, at han slet og ret tyer til sit sidste forsvar: Det røde kort.

Den rare røde ballon Den røde ballon starter i bælgmørke. »Er der nogen hjemme?« råber en lille dreng med lommelygte (Oscar Dahl Hansen), og der svares fra de små rundt på stolerækkerne. Ligeledes er der god respons, når den røde ballon senere følger vores hovedperson overalt. Latteren kommer helt nede fra maven, og det er svært at stå for. Tim Rushton ved om nogen, hvad der virker hos denne målgruppe. Selv om drengen har fået en tro følgesvend i ballonen, så er den dog ikke sådan at dressere. Ligesom Piet Heins kat er den sgu sin egen, og mere end én gang laver den ulykker. Dette går især udover den vrede, voksne rundviser, der går til drastiske længder for at få orden på sagerne, men som i eventyrerne ender det hele selvfølgelig godt. Ballonen har en sortklædt og dermed ’usynlig’ fører, og den illusion godtages uden problemer. Sværere er det at forene Carlsberg-området med de sort/hvide endimensionelle papkulisser, der mest af alt ligner skitser. Men charmerende er det, og igen... musikken! Dansehallerne. ’32 Variations' og 'Rød’ af Örjan Andersson indtil 26. oktober. Lys: Jacob Bjerregaard og Jens Sethzman. Musik: Beethovens ’32 Variations’ og ’Rondo G-dur opus 51, no. 2’ samt Shostakovich’ 8. strygekvartet ’Den røde ballon’ og ’Udflugt i det blå’ af Tim Rushton indtil 18. oktober. Musik: Tjajkovskij, Verdi, Moby, Leftfield m.fl. Til børn fra 4-10 år

[amyelkins-photo]

Albert, Age 14, 4th Year in Royal Danish Ballet School, Copenhagen, 2012

Søren, Danse Hallerne, Copenhagen, 2012

Select images from a project developed while on the Villa Waldberta International Artist-in-Residence in 2012. 

Danseur, looks to young male dancers (both ballet and contemporary) moments after intensive training, in attempts to further investigate gender stereotypes and modes of athleticism.

[kulturformidlet]

BLACKOUT! i dansehallerne

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk

Mute Comp. afslutter med BLACKOUT! deres danse-trilogi om hhv. sex, våben og narkotika. Espapisme, rus og afhængighed er således i fokus i denne sidste forestilling, der udover dansen løfter sig med livemusik fra bl.a. Blue Foundation-folkene Kirstine Stubbe Teglbjærg og MC Jabber.

Forestillingen starter ud med et meget konkret 'blackout' idet salen lægges i totalt mørke. Derpå går det over stok og sten med abstakt moderne dans, hvor alt fra ild, vand, talkum, kroket og kys spiller en rolle. Tilskuerne bombarderes med lyde og bevægelser, og scenens underlag består af et leje af gamle tæpper, der automatisk får undertegnede til at tænke på Hodja fra Pjort. Her er det dog ikke tæpperne, men danserne, der næsten magisk flyver og svæver rundt. Stemningen skifter mellem det dystre og dansable, beats bliver til insisterende, bankende pulsslag og de graciøse bevægelser forstyrres af rodede, næsten epileptiske bevægelser.

Der er noget meget fysisk og usundt kropsligt tilstede midt i alt det smukke. Mute Comp. leger på den måde meget konkret med ubehag og kontraster. Vi ser en form for frivillig vandtortur, der lige vel symboltungt peger på det bevidste valg i at gøre vold på sig selv. En tyk, næsten nøgen mand (Jacob Stage) med guldmaske vælter rundt som en manisk buddha, og en stor guldkugle svinger faretruende og understreger tyngdekraftens lov; vil man svæve må man også komme ned igen.

Det er et decideret scoop for forestillingen med de to Blue Foundation-gæster Kirstine Stubbe Teglbjærg og MC Jabber samt komponisten Dodebum. Det giver forestillingen en udtalt koncert-feel, der står så stærkt, at man håber på et soundtrack. Samtidig integreres musikken imponerende flot i forestillingen. Musikere og dansere lapper over hinanden, og fine Kirstine Stubbe Tglbjærg bliver en naturlig del af dansetruppen ligesom danserne blander sig i musikken ved bl.a. at spille klokkespil.

Tanken bag BLACKOUT! har været, at stofmisbrug starter med en søgen efter noget smukt, forklarer koreograf Kasper Ravnhøj efter stykket. Der bliver med andre ord ikke kun fokuseret på nedturen i forbindelse med stoffer, men også selve rusen, der fordæveligt lokker folk i fælden. En anke kan være, at det grimme gøres næsten for smukt i BLACKOUT!, men omvendt er det godgørende, at forestillingen helt holder sig fra løftede pegefingre, og fokuserer på en fundamental nysgerrighed overfor narkotika, og danser den helt ud.

De mange foredrag og ’artist talks’ i forbindelse med forestillingerne, hvor man kan møde koreograferne, høre en eks-narkomans fortælling m.m. er et fint supplement (og perfekt i undervisningsbrug) ift. at få diskuteret og vendt emnet på mere traditionel vis. Dog trækker det lidt ned, at forestillingen ikke helt evner at stå alene, men er så afhængig af disse opfølgende arrangementer og sit tilhørende skriftlige materiale for at give mening i dybden.

Fans af denne forestilling bør også unde sig selv at se den smukke danse-film Pina fra 2011, der sammenligneligt med Mute Comp. bruger moderne dans til at formidle følelser så poetisk, at man mister pusten. Imens kan man håbe på, at hele trilogien om sex, våben og narkotika snart bliver opført samlet.

BLACKOUT! af Mute Comp. Physical Theatre i Dansehallerne

Tilføjelse 3.5.12: Hele trilogien opføres som The Illegal Trilogy på Teater Republique fra d. 17 april næste år - læs mere her.