Jeg hører til i den nordiske natur
Jeg har en grundlæggende glæde ved naturen. ‘Det kommer med alderen’, sige folk. Men det er forkert. Lige så længe jeg kan huske, har jeg følt, at jeg hører til udendørs; at jeg er en del af universet fra før mig og efter mig. På en god dag kan jeg se naturen lige fra stjernenatten til de fem stynede poppeltræer ved Øresund i fire dimensioner, som et stort rum i bevægelse gennem tiden. Greta Thunberg aner ikke, hvad hun taler om, når hun fortæller, at vi skal passe på vor klode. Hun taler ud fra urbaniseret frygt, jeg taler ud fra en glæde over alt levende, som jeg deler dna med. Det handler om at være tæt på den inderste kode; når man kan læse den direkte, får man sandheden 1:1 uden at være afhængig af andres fortolkninger. Men de kan nu også være interessante.
Forleden da jeg gik tur langs stranden med min hund, kom jeg i snak en mand, der stod og plukkede hyben. “Det er et værre pillearbejde at få kærnerne ud”, sagde jeg.
“Det er jeg ogå holdt op med”, svarede han. “jeg koger dem istedet i 20 minutter, som de er, og presser bagefter hele molevitten igennem en sigte. Så kan du lave både grød og marmelade og al smagen følger med.
Vi stod lidt og snakkede om, hvad man kunne finde på stranden mens vore hunde gjorde det samme; vi talte om brombærrene og æblerne fra de to træer på pynten ved Kronborg. Det er så åbenbart at naturen arbejder for os. Det nordiske køkken, som vi har haft i titusind år skal imidlertid først gennem Rene Redzepis hænder, før det bliver interessant for moderne mennesker, og så samler de alligevel ikke æblerne op fra græsset i deres have.
Jeg fortalte min nye ven, at jeg også samler drivtræ, og at jeg blandt andet selv har lavet mit skrivebord af gamle brædder fra badebroer, som vinterstormene har splittet ad og fordelt langs kysten. Jeg kan huske hver eneste bræt jeg har fundet, hvor jeg fandt det og hvordan vejret var den dag“
“Ha-ha”, grinede han, “Jeg har lavet vore køkkenlåger af drivtømmer”.
Jeg efterlod min broder i ånden midt i hybenkrattet, som i øvrigt er en invasiv plante, der spreder sig hæmningsløst og med rette bliver bekæmpet af kommunale parkvæsener. Næste dag kom hunden og jeg tilbage og plukkede en stor hundepose fuld af hyben, som I weekenden er konverteret til marmelade.
