Ni Liv - Katte Mod Kapitalisme
Der levede engang tre katte, alle med meget forskellige baggrunde. De arbejdede for den samme virksomhed, men i forskellige afdelinger. Hver søndag mødtes de for at spille poker, drikke mælk og fortælle hinanden om deres arbejdsuge.
Denne særlige søndag var fabriksarbejderen Tommy meget træt. Han var en time forsinket til deres indsamling, fordi han ikke havde sovet godt. Teknikeren Ingefær har lige færdiggjort udpakningen af sit nye hus med sin familie. Hun var træt, men glad og så frem til fremtiden. Hun var det nyeste medlem til deres spilleaften. Erhvervsøkonomen Leonard var stresset over en vigtig aftale den følgende mandag. Selvom han var stresset var han også veludhvilet.
“Hvad så, Gråskæg?” Leonard spurgte Tommy, med et navn Tommy fik da hans alder kunne ses på hans sorte pels.
“Det er ikke noget… Jeg havde en ekstra vagt i går, fordi Plump har sænket vores løn igen,” svarede Tommy.
Ingefær blev rasende, og smækkede sine kort på bordet, før hun rejste sig op. “Igen?” spurgte hun.
“Ja, men…Vi er i en økonomisk krise. Det er enten lavere løn eller nogle af os vil miste vores jobs.”
Ingefær svarede ikke, men var skeptisk og drak lidt af sin mælk. De tre katte fortsatte med at spille som planlagt, samt at snakke om deres familier og mere sjove emner.
Det var nu mandag og Leonard var klar til hans aftale. Så klar som han kunne blive i denne situation. Han var helt sikkert på at, han ville miste sit job i dag. Hvorfor ikke? Han har set mange miste deres jobs i de sidste få uger. Selvfølgelig var de fleste i andre afdelinger. Hans afdeling var ikke ramt af krisen, så slemt som de andre. Men alligevel var Leonard nervøs, da han åbnede døren.
“Goddag, Leonard,” sagde hans chef Ronald Plump. Han var en stor rotte, med blond hår og et blåt jakkesæt.
Hvad Leonard ikke havde forventet at høre, var et tilbud fra sin chef. Tilbuddet var højere løn og en virksomheds bil, og den eneste ting Leonard skulle gøre var, at fortælle en lille løgn i bogføringen næste måned.
Leonard forlod kontoret med meget at tænke på. Hans kæreste var gravid og de snakkede ofte om at flytte til et hus udenfor byen. Var det så slemt hvis han sagde ja? Det var ikke virkelig et spørgsmål; Plump har været klart om det.
Tommy var lige udenfor arbejdspladsen, og ryge en cigaret omkring klokken 21. Han havde tyve minutter indtil han skulle arbejde igen. Idag var det kun en 13 timer lang vagt. Han havde ondt i sin ryg og skuldre, men han fokuserede på sin kæreste og alle de drømme de havde. Han smilede, indtil han så Plump gå ud af bagdøren af bygningen. Han var klar til at køre hjem, men idag havde han en helt ny bil, en Mercedes.
Fa minutter senere, forandrede Tommys verden sig, da det var Leonard, der kom ud af bilen. Leonard og Plump snakkede og grinte, som var de gamle venner. Tommy følte sig bedraget.
Igen var det søndag og denne gang var Leonard forsinket.
“Hvor har du været, skat?” spurgte Ingefær. Tommy sagde ikke noget til ham.
“Jamen… der var bare travlt på arbejdet,” svarede han, med en mærkelige glød på hans hud. Tommy prustede.
“Jo, det er jeg sikker på. Fortæl mig hvordan man kan komme for sent i en bil, der kører så hurtigt?” spurgte Tommy. Leonard svarede ikke og tænke grundigt over hans svar.
“Ved hvad, drenge?” Ingefær var forvirret og irriteret over deres hemmelighed.
Spillet var færdig denne aften, og de tre katte snakkede hele natten. Leonard fortalte dem at, han ikke havde brug for alle Plumps tilbud, men på den anden side var han bange for at miste sit job, hvis han ikke gjorde hvad Plump sagde.
Ingefær og Tommy kunne forstå alt, men de kunne ikke glemme, hvad der foregik. Det var nu nødvendigt at gøre noget, og det var de tre katte enige om.
Over den næste uge arbejdede Tommy, Ingefær og Leonard som normalt, mens de planlagde hvordan man kunne overvinde Ronald Plump. De havde brug for hjælp, fordi de var kun tre. Men det var ikke nemt at finde hjælp, da så mange katte var kontrollerede af Plump.
Det var muligt at finde seks andre katte. De var ni i alt og de var klar. Fredag aften sad de i mørket og ventede på ham. Han var altid sent på arbejde om fredagen, selvom han var ikke på kontoret i dagtimerne. Der var ikke nogen til at se hvad han gjorde.
Ingefær stod foran de andre. “Kan I huske hvad jeg sagde? Vi er mere værd end det her. Vi er lige. Det er ikke rigtigt hvad Plump gjorde og stadig gør… lige nu. Han har brug for os, men vi har ikke brug for ham. Vi er stærkere sammen. Er du klar, Leonard?”
“Ja… vores aftale er om fem minutter. Døren skal blive åbnet,” svarede Leonard.
Leonard mødtes med Plump, mens de andre sneg ind i bygningen, stille og roligt. Det var vigtigt at, de ikke afbrudt aftalen for tidligt. De ville vente indtil de fik nye informationer, fra den skjulte mikrofonen på Leonards jakke. Desværre var det meste af hvad de sagde, ikke nyttig. Det var ikke nok for at bygge en sag.
“...det skal blive overført til 00123456 i morgen.... nej, var det 0021…” Det lød som Leonard var prøve at opmuntre Plump, at sige noget forkert. Eller rigtigt for deres sag. De otte andre katte kiggede på hinanden, begejstringen bygge op. “...nej, du lave det hele forkert… giv mig computeren…” Der var en lyd af hurtigskrivning på et tastatur.
“Du skal ikke skrive mit fulde navn her, Leonard. Hvis du bare skrive Ronald Plump, vil alle vide. Du skal bare skrive nummeret igen.”
Kattene fejret stille og roligt, da Ingefær ringet et nummer ind i hendes telefon. Det tog få minutter indtil politiet kom, mens Leonard forsinket hans aftale med Plump. At sige at han var overrasket, var en underdrivelse. De katte jublede og klappede, da de overvåget Plump blive trukket ud af bygningen af politiet.
“Du ved ikke hvad du har gjort! Du er bare en kat!” råbte Plump. “Du er ikke i stand til forstå det hele billede. Leonard! Du er så ubrugelige som de andre katte. Du er ingenting!”
“Jo… måske er du rigtigt. Men jeg har ikke brug for magt, ligesom du har. Jeg ved godt hvem jeg er…” sagde Leonard.
Det var begyndelsen af et nyt selskab, en ny forening og et nyt samfund, hvor alle blev behandlet i lighed. Tommy, Ingefær, Leonard og de andre katte vidste hvad var vigtigste. Det tog tid for virksomheden at genopbygge, for et samfund at begynde. Men udfordringen og kampen var det værd. Et socialistisk samfund, hvor alle givet et bidrag, og alle blev behandlet ... som en kat.
