Din hjerne brækker sig.

Forestil dig at din hjerne havde evnen til bare at snakke, uden hensyn til høflighed eller følelser, eller hvad andre nu måtte tænke. Det får hjernen lov til her. Det her handler i virkeligheden om hvad den tænker og føler i de situationer hvor den opdager hvordan man er voksen - hvad det i virkeligheden vil sige at være voksen: Intet er helligt.

[inteterhelligt]

Utroskab

Hvordan definere du utroskab?

For mig handler det om tillid. Vores aftale har været, meget klart fra start, at vi ikke har kontaktet mennesker af det modsatte køn med romantiske eller seksuelle intentioner.  Venskab er venskab. Grænsen går ved handlinger som kun er tilegnet sin kæreste. Utroskab handler om tillid. Det handler om at jeg stoler på min partner om at han ikke misbruger min tillid, f.eks.. Ved at oprette en bruger på en dating app som er tilegnet singler, og bruger den til at have samtale med og invitere tilfældige kvinder på cocktails. Det handler om tillid, og det er derfor ikke kun fysisk. Et er hvad han med sin handling har gjort bag ryggen på sin partner. Noget andet er, at når man træffer en bevidst beslutning om at udelade dette. Han er begået en fejl. Alle kan begå fejl, men man kan komme dem i forkøbet ved at være den der selv erkender at man har begået en fejl. Man mister respekt og troværdighed ved at blive opdaget – dette minder mest af alt om børn, da de endnu ikke evner at forstå konsekvenser. Det lærer det, ligesom vi lærer at man ikke behøver at udfore andre mennesker for at finde ud af hvor deres grænser ligger. Vi kan bare tale til dem. Vi kan bare respektere dem. Hvis ikke kan være 100% i et forhold, så behøver man ikke. Man behøver ikke. Lad vær med at spilde din partners tid, som kunne være brugt på et menneske som er klar til at være tilstede i et forhold.

Min kæreste er en hund der fortjener at blive kastreret. Han har et problem. Her er en løsning.

  Det handler om tillid.

[inteterhelligt]

06.02.17

Det er nu mere end 24 timer siden at jeg sidst har skrevet med min kæreste, og modtog den sidste besked fra ham.

Jeg har frabedt mig al kontakt i denne uge. Jeg har brug for tid til at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på. Jeg har brug for at kunne koncentrere mig om at være til stede i min eksamenscase som skal afleveres om seks dage. Jeg har brug for en periode hvor jeg aktivt forsøger at glemme hvad der er sket, og forsøger at få en sammenhængende hverdag til at fungere. Om det så er muligt, det vil tiden vise. Men jeg er overbevist om at det er den rigtige måde at gribe det fat på.

 Dagen efter at vi havde mødt hinanden i parken, mødtes vi hos mig. Jeg havde natten dertil ligget og grædt mine øjne ud i min seng. Jeg kunne ikke holde det tilbage, det skulle bare ud. Jeg var så ked af det, såret og forvirret over at situationen. Det gjorde ondt. Den bedste måde at beskrive det på er, at man har et kæmpe hul i maven der bare bløder. Det bløder og bløder og der er ingen måder at stoppe det på. Du må finde midlertidige løsninger, du må tage på hospitalet og søge hjælp. De kan måske hjælpe dig med at fikse hullet så det ikke længere bløder, så du ikke længere dør, men ingen havde forberedt dig på smerten. Ingen havde forberedt dig på traumet og chokket over hvordan det egentligt er at blive stukket i maven med en lang kniv.

 Vi mødtes hos mig fordi jeg efter at have grædt natten lang bad ham om at aflyse sin vagt. Jeg sagde til ham at jeg havde brug for at han gjorde dette, at det var det mindste han kunne gøre. Jeg fik taget mig sammen til at stå op, gå i bad og ryddet op på mit værelse så der var klart. Han ankom og vi snakkede. Vi snakkede frem og tilbage og han fortalte mig, at han godt var klar over at han havde fucked up, men at han ikke syntes at vi skulle gå fra hinanden. Han sagde at han var villig til at bevise overfor mig, at han fortjente endnu en chance. Han fortalte mig at han ville snakke med sin mor senere samme dag, og jeg bad ham om at skrive til mig når det var sket. Jeg spurgte ham hvad der havde været årsag til hans frustrationer i vores forhold, fik det at vide og konkluderede, at det endnu engang var nået der var håndterbart – havde jeg bare fået dette fortalt noget før, så havde jeg haft en jordisk chance! Jeg understreg overfor ham at hans handling ingenting havde med mig at gøre, intet med vores forhold og hans frustrationer at gøre, men alt med hans issues, selvbillede og evne til at håndtere sig selv (eller manglen på samme) at gøre. Jeg blev ved med at understrege at det var noget han havde gjort mod sig selv, og at jeg ikke har været en del af hans handlinger. Havde han tænkt på mig og vores forhold, selvom han påstod at have gjort det, så var det ikke endt der: Så havde han i stedet brugt energien på at finde løsninger på hans problem. I stedet vender han dem og mig ryggen og gør noget som er selvmodsigende og på ingen måder hjælper situationen: I stedet smider han brænde på bålet og skaber et andet og større problem med konsekvenser som kan koste forholdet. Konsekvensen af at jeg måske ville opdage det, af at han måske ville matche med nogle jeg kendte / har kendt, og konsekvensen af at vi to ikke længere ville være et par var ikke slemt nok til at han ville reevaluere sine handlinger. Havde han bare af sig selv sagt at han havde begået en fejl, havde det bare stået på i mindre end seks måneder, havde bare været et enkelt tilfælde … Havde han bare af sig selv fortalt mig at han havde et problem, så ville jeg havde respekteret ham mere. Så ville jeg i det mindste vide, at han havde en samvittighed, at han var ærlig omkring denne fejltagelse på trods af de konsekvenser der måtte følge. Jeg ville vide at han var klar på at bearbejde dette problem, og havde tillid til at vi sammen kunne komme igennem det. I stedet finder jeg ud af det helt tilfældigt. Jeg havde aldrig fundet ud af det ellers, for han fortalte mig at han ikke ville havde fortalt mig om Tinder. At med tiden ville det være en ting der var blevet begravet, da han var klar over at det kunne skabe unødige konflikter … Flot tænkt røvhul.

 Konsekvensen af at miste mig var åbenbart ikke seriøs nok, så jeg bad ham om at fortælle dette til sin mor: Et af præmisserne for at jeg ville give ham en chance mere var, at han skulle vise mig med hans handling at han fortjente endnu en chance. Han fortalte mig at jeg skulle sige til hvad end han skulle gøre for at gøre denne proces lettere, og for at vise at han mener det. Så jeg bad ham om at fortælle det til sin mor.

 En af mine frustrationer i vores forhold har handlet om at han ikke fortalt sine forældre om min eksistens. Jeg har været uforstående overfor dette, og forsøgt at spørger ind til emnet over flere gange. Jeg var uforstående overfor hvordan man som et menneske kan være i et forhold, uden også at fortælle det til sine forældre – i min optik synes dette som en naturlig ting. Jeg er indforstået med at det er hans første forhold, men når nu jeg her en del af hans liv, hvad der det så der holder ham tilbage fra at fortælle dem det? Han er den første kæreste der har mødt min bror – den allerførste! Han har mødt majoriteten af mine veninder, og nogle af deres kærester. Han har aldrig mødt min mor, men hun ved, på trods af vores forhold, at han eksistere, fordi han er en del af mit liv. Det synes oplagt for mig at svare / fortælle mine nærmeste og familie at jeg har fået en kæreste, når de spørger mig hvordan jeg har det, og hvordan det ellers står til med livet. Ikke for min kæreste. For ham var det ikke naturligt at tale med sine forældre om sådanne ting. Efter flere mislykkedes forsøg blev jeg enig med mig selv om ikke længere at spørger, og konkluderede at nogle mennesker ikke taler med sine forældre om sådanne ting – min kæreste inklusiv. Det var indtil i fredags. Jeg bad ham om at fortælle det til sin mor. Hun skulle endelig have at vide at jeg eksisterede. Nu havde han muligheden for at øve sig på at dele, på at lukke andre ind i sit liv selvom det er ubehageligt, og første skridt var selvfølgelig at snakke med sine forældre. Ikke kun snakke med sin forældre om den glædelig nyhed om at han havde fået en kæreste, nej, jeg bad ham om at lægge alle kortene på bordet og fortælle dem at han havde været en hund overfor mig. Jeg tænkte at jeg kunne ramme ham et sted hvor det kunne gøre ondt. Jeg tænkte at jeg havde brug for at straffe ham. Han har brug for at udstille sig selv og føle en smerte, sorg og føle sig flov – på samme måde som jeg har følt det. Forestil dig at din mor ved at du har behandlet din kæreste dårligt fordi du er et røvhul? Forestil dig at din mor ved det om dig. Din mor som har brugt tid og energi på at opdrage dig til at respektere andre mennesker, også får hun en opringning fra sit voksne barn om at han ikke er i stand til at respektere et menneske som stod ham nært. Det er ydmygende, det er pinligt og unødvendigt at ens mor skal vide det om sig! Forestil dig at når du går hjem og besøger dine forældre, at de ved det om dig. At når din mor spørger ”hvordan går det med din kæreste”, at hun i virkeligheden kender til hvordan du har skuffet det menneske der er din kæreste. Anormal samtale at have med sin mor. Jeg er ikke i tvivl om at folk, som er tætte med sine forældre, deler deres frustrationer om hverdagen mm. Men jeg er også overbevist om at man sjældent tager røret og siger ”hej mor. De sidste elleve måneder har jeg haft en kæreste. I de seks af dem har jeg været utro fordi jeg er en hund som ikke kan dele mine følelser og lade andre mennesker komme tæt på mig. Spørg mig om alt”.

 Lige nu ser jeg mange ligheder mellem min kæreste og en hund. Det kunne ligeså godt havde været en hund man havde skældt ud over noget den havde gjort forkert, til trods for at den er opdraget til anden adfærd. Det er i hundens natur at lytte til sine instinkt. I sidste ende er den ikke i stand til at tage højde for konsekvenser og følelser. Den skal ledes i den rigtige retning, og det har vi mennesker accepteret. Jeg troede at min kæreste var mere intelligent.

Hvad betyder det egentligt at være kærester mere?

[inteterhelligt]

05.02.17

Jeg har opdaget at min kæreste har været mig utro.

Det skete onsdag aften: Jeg modtager en SMS fra en veninde som sender mig et screenshot af min kærestes tinder profil og spørger hvad så. Jeg tænker at ikke er noget særligt, da han sikkert ha glemt at slette sin profil og den derfor synes som aktiv - hvilket jeg også fortæller min veninde, og der sker ikke mere. Da klokken har passeret midnat, kommer jeg i tanke om at jeg engang har lånt hans login til Viaplay, og tænker om ikke det også fungere til Tinder? Jeg downloader appen og forsøger at logge ind følgende: Det virker!

Ved første øjekast er det intet at se, lige indtil appen har fået lov til at loade. Her ses mange hundrede matches, og mange ingagværende samtaler. Jeg kan se at samtalerne stammer tilbage fra 2015/2014 og må være tilbage fra dan han brugte tinder første gang, og frem til 2017. De seneste matches er fra 1 time til 3 dage siden. Jeg er på nuværende tidpsunkt bevidst om at min kæreste har brugt denne app aktivt mens vi har været sammen. Jeg læser nogle af de beskeder der er skrevet, og de ser forholdsvis “uskyldige” ud: Der skrives frem og tilbage om ingenting, indtil jeg får øje på tre afgørende samtaler. I disse samtaler har min kæreste taget initiativ til at spørger, om ikke de skulle mødes til en drink samme aften. Jeg kan konkludere på samtalerne at det ikke har fundet sted, men dette giver anledning til spekulation: Måske har et møde allerede fundet sted, og måske er matchet efterfølgende blevet slettet? JEg har taget screenshots af disse samtaler og sendt dem til min veninde, som nu kan bekræfte at han er på afveje. Klokken har passeret midnat, men jeg forsøger at ringe til ham i tilfælde af at han er vågen / den ikke er på lydløs. Jeg forsøger at ringe til ham, og ender med at ringe tolv gange fordi jeg er så ivrig. EFter mislykket forsøg sender jeg det screenshot jeg har modtaget af hans profil alene og skrever i beskeden der følger

“Vi skal tale hurtigst muligt. Meld dig syg på job”

Klokken kvart i syv da han er vågen og på vej til arbejde ringer han tilbage og fortæller mig, at der ikke er noget at være bekymret for .. Han fortæller mig at vi kan mødes hos mig når han har fri, og tale om det. Han spørger mig hvordan jeg har det hvortil jeg svarer at jeg har det ufedt, at det var en ufed position at være sat i, selvom at han forsikrede mig om at der ikke er noget at være bekymret for.

Der får nogle minutter, og i det tidsrum bliver jeg mere og mere irriteret og utålmodig. Jeg kan ikke vente til at han har fri fra arbejde med at snakke med ham. Jeg har været vågen hele natten og spekuleret. JEg har været vågen hele natten og forsøgt at finde flere beviser: Med det login har jeg haft adgang til hans Facebook, Instagram, Tinder og Snapchat. Det er selvfølgelig aldrig i orden at gå bag om ryggen på folk og læse deres private mails / beskeder. I dette tilfælde vil jeg mene at jeg havde en grund, da jeg havde en begrundet mistanke, som i sidste ende viste sig at være korrekt. Ikke at jeg undskylder min opførsel, men jeg er ikke i tvivl om at sammenlignet med den måde han har været respektløs overfor mig, så er min handling ikke problemet.

Efter et par minutter skriver jeg og spørger om han stadig vil holde fast på hans forklaring om, at “der ikke er nogen grund til bekymring”. Jeg beder ham om at ringe og modtager et opkald: Han fortæller mig at han stadig mener at der ikke er nogen grund til bekymring. Lidt efter lidt for jeg afsløret at jeg kender til nogle samtaler, hvor han har inviteret nogle kvinder til at mødes. Jeg siger det som om at det også har været en del af de screenshots jeg har modtaget. Han tilstår og siger ja, at han har brugt det aktivt og inviteret kvinder ud. Han fortæller mig at han aldrig har mødt nogle kvinder, og heller ingen intention havde om det, selvom det var blevet til noget. Vi snakker frem og tilbage. Jeg er ikke sur, jeg er bare tom for følelser. Måske i chok? Jeg føler virkelig bare ingenting. Det er første gang jeg har haft det sådan. Jeg spørger ham hvorfor det er sket. Han fortæller mig at der har været mangel på kommunikation i vores forhold; nogle ting han har været utilfreds med som har gjort at han er endt på Tinder. Jeg beder ham forklare hvilke ting der er årsagen til reaktionen, og efter at have lyttet til dem fortæller jeg ham at jeg godt kan forstå det. Jeg bliver uforstående overfor at han ikke har fortalt mig om det tidligere, hvis jeg bare havde vidst det, så havde jeg i det mindste haft mulighed for at forholde mig til det, og forsøge at ændre det? Jeg gik ud fra at vores forhold var velfungerende, men hvis jeg intet får at vide, så har jeg ikke en chance. Jeg fortalte ham at de ting han sagde til mig gav mening, og at jeg derfor ikke kunne forstå hvorfor det var at han ikke havde fortalt dem til mig tidligere? For vi kunne sagtens havde fundet en løsning, andet end den han selv var kommet frem til. 

Selvom det “kun” er i onsdags at denne samtale har fundet sted, så husker jeg ikke alting i detaljer. Men det var i hvert fald essensen. Jeg kan hører at han på et tidspunkt begynder at græde, så realitet har ramt ham - går jeg ud fra. Vi bliver enige om at mødes hos mig når han er færdig på arbejdet.

I det tidsrum hvor jeg venter på ham, mødes jeg med min veninde og for talt ud om det. Vi går rundt på strøget, og får sat og spist noget mad. Jeg skriver til min kæreste at jeg er på Nørreport, om ikke vi kunne mødes der ... Jo .. Tiden går og mødetidspunktet kommer tættere på. JEg får øje på ham, og vi bliver enige om at gå over i HC Ørstedsparken for at snakke. Jeg kan se på ham at han har grædt? Hans ansigt ligner et ansigt der har haft grædt. Jeg spørger ham om han har haft en god dag på arbejdet, hvortil han svarer nej, at det har været den dårlig dag. Han har forsøgt at komme igennem dagen samtidig med at holde følelserne tilbage. Jeg spurgte ham fordi jeg synes at gåturen fra Nørreport station til parken var lang. Vi får sat os på en bænk og begynder at snakke. Jeg spørger ham hvad så, i håb om at han har en masse på hjerte: Inden vi mødtes fik jeg skrevet en SMS hvori jeg forklarede at jeg havde brug for at hører alt hvad han havde på hjerte, og at det eneste jeg ikke ville høre ham sige var “det ved jeg ikke” .. Det har stået på i seks måneder ca. Han har haft tid til at overveje hvorfor, og har haft tid inden vi mødtes til at tænke. At svare “det ved jeg ikke” overfor mig ville bare ikke være tilstrækkeligt.

Essensen af vores samtale i parken handler om at han får sagt undskyld. han er ked af det han har gjort, og han har fucked up. Han havde regnet med at jeg ville være sur på ham, skælde ham ud og at det ville ende med at vi ikke var sammen længere. Jeg var ikke sur eller noget der mindede om det, jeg var følelsesløs. Han for fortalt mig at han ikke har mødt nogle af disse kvinder, at han ingen intentioner havde med det. Han fortæller, at hans usikkerhed og hans issues er årsag til at han har gået på Tinder i stedet for at tage konfrontationen med mig - at det i virkeligheden er bagateller som har været årsag til hans frustationer, og beskriver sig selv som en kujon. Undervejs i samtalen kommentere jeg på at jeg ikke synes at jeg på hans tilstedeværelse føler, at han udtrykker sig nok til at jeg ved hvad hvordan jeg skal forholde mig til ham? At havde han taget styringen og ført samtalen og fortalt mig alt, ville jeg være villig til at give ham en chance, for det ville overfor mig vise at han i det mindste havde tænkt så langt. Jeg for sagt til ham at han har haft dagen til at tænke over hvad det er hans skal sige til mig. At det har stået på i seks måneder, og at han derfor har haft sin tid til at tænke over det. I stedet sidder han der passivt, og igen er der mig der skal forsøge at hive det ud af ham for at finde ud af hvad fanden der sker op i hjernen på ham?! ...

[inteterhelligt]

02.11.16

I dag har været en god dag. Jeg er stolt af mig selv. Jeg stod op klokken kvart i seks for at komme i skole. Jeg missede det første tog, da jeg var overbevist om at det var det tog som skulle komme efterfølgende, hvilket resulterede i at jeg kom for sent til første lektion.

Dagen gik og jeg var træt og udmattet. Jeg gik først i seng omkring klokken 03, da jeg er faldet over en bog jeg synes er interessant; bogen hedder "Unstoppable Confidende" og er skrevet af K. Sayra. Den omhandler hans forvandling om at gå fra at være en generet dreng i folkeskolen og gymnasiet, til at have fået selvtillid i sociale situationer. Det er en selv hjælps bog til folk der ønsker at forbedre deres selvtillid; Forskellen på denne bog og andre er dog, at denne bog kommer med konkrete eksempler og øvelser man bør udføre, for at komme i mål. Der er håndgribelige ting i bogen man kan fører med videre til det virkelige liv. Det jeg har hæftet mig ved, var nogle spørgsmål jeg skulle besvar, og i og med at jeg gjorde mig umage for at besvare disse på papir med kuglepen, føler jeg at det har hænger bedre fast. Noget fra bogen jeg er positiv ved er, det koncept der hedder "smart" : Specifik, Measurable, Achievable, Realistic og Timed. Noget man bruger i forhold til at sætte sig mål, at de bøg opfylde alle disse bogstaver for at være et mål man er i stand til at opfylde og opnå. For som han har skrevet; "dreams are goals with a deadline" (frit citeret). Jeg Nåede at læse indtil slutningen af 1. kapitel - ca tredive sider, mangler dog 5 sider for at færdiggøre kapitlet. Kan indtil videre anbefale bogen. Har tænkt mig at læse yderligere ti sider mere, end jeg går i seng. Læser lidt hver dag så informationen har mulighed for at blive bearbejdet på øverste etage.

Skolen har fungeret ganske udmærket i dag. Jeg var udmattet gennem hele dagen, og på et tidspunkt var det så kritisk at jeg var ved at give op, men det hjalp at holde frokost og få noget næring ind i kroppen. Så gik resten af dagen meget nemmere, og togturen hjem var også hyggelig: havde for engangsskyld lyst til at deltage aktivt i en samtale og snakke med mine medstuderende, i stedet for at gemme mig eller lytte til musik. Det er da positivt.

Selvom der ikke er sket noget specifikt, hovedpine og har spist 1000mg ikke-stoppende DAK mod smerterne, selvom jeg kun har fået tre timers søvn, så er jeg meget positiv.

Det har været en fantastisk dag i dag. Jeg kan nu så godt lide onsdage, når det kommer til stykket!

[inteterhelligt]

... med det søde

Det er næsten et år siden at jeg har postet mit første opslag. Jeg havde glemt at jeg havde gjort det. Jeg havde glemt, at jeg havde en tumblr som var tilknyttet denne e-mail, men jeg er glad for at jeg gjorde det, og jeg er glad for at jeg er i live (nogle gange ja).

For på trods af at 2016 hr været et lorteår, så er jeg her stadig, og jeg overlevede. Der har været gode ting, det hele har ikke været negativt, men jeg må sige, at jeg ikke har været imponeret. To måneder tilbage, jeg håber at 2017 bliver et bedre år .. Måske er det for meget at håbe, eftersom at Donald Trump har muligheden for at blive præsident.

1. Jeg har fået mig en kæreste, og jeg har offentliggjort det på Facebook - så du ved at det er ægte. For første gang i lang tid, og siden mit sidste “lange forhold” har jeg fundet mig en partner som jeg er rigtig glad for. Det har taget mig lang tid, mange tårer og mange fejl at nå hertil, men jeg er glad for at jeg endelig har mødt denne person.

2. Jeg har fået afviklet mit forbrugslån og mit privatlån - ved hjælp af et lån i banken. I følge luksusfælden, er det en dårlig ide at tage lån for at afbetale lån. I min desperate situation syntes jeg, at det var emre fornuftigt at optage et lån hos banken. Jeg behøver ikke længere at være bekymret for min økonomi, og jeg kan nu koncentrere mig om at genvinde økonomisk balance, og starte en opsparing.

3. Jeg er kommet ud at rejse for første gang i 3-4 år (kan ikke huske præcist hvornår jeg sidst har været ude af regnfulde Danmark, også endda af to omgange! Hvor heldig kan man være?

4. Jeg skal til koncert i morgen. Jeg købte billeterne tilbage i sommerferien og nu er det endelig tid til at jeg skal afsted!

5. Jeg har nået at finde en ny bolig indenfor den tidsfrist der var sat. Det var oveni skolestart og mand hvor var jeg utilfreds med situationen, men jeg har fundet et nyt sted, og det fungere fint indtil videre (har kun boet her i en måned).

6. Det vigtigste punkt over dem alle er, at jeg er i live. Mit år startede med en indlæggelse, og med lysten til at dræbe mig selv. Jeg har ikke længere lyst til at dræbe mig selv, og jeg er i live. Jeg er stadig træt af mennesker, af at være træt og livet, og har depressive tendenser, men jeg er i live. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke, men det er da en sejr i selv at jeg er nået så langt, at jeg ikke længere tænker på selvmord. Jeg hr etableret kontakt til en psykolog, også er min mission i fremtiden, i løbet af de næste 2 måneder og i hele 2017 at vedkommende skal hjælpe mig til et stabilt liv, hvor jeg har flere positive dage end negative.

27.10.16

[inteterhelligt]

det sure ...

2016 har faktisk været et lorteår. Som jeg læste på Instagram: Hvad nu hvis jorden i virkeligheden gik under i 2012, og 2016 er repræsentationen af hvad livet efter døden ser ud? Der er heldigvis kun 2 måneder tilbage, så hvis man bare lukker øjnene og sover, kan det være at det er hurtigt overstået.

En oversigt over 2016:

1. Jeg droppede ud af min uddannelse efter et år. Jeg fandt ud at at det alligevel ikke var noget for mig. I løbet af andet semester var jeg mindre motiveret end jeg var i starten af året. Jeg var utilfreds med indsatsen fra mine medstuderende, og den måde undervisningen var organiseret.

2. Jeg havde økonomisk krise. Jeg havde svært ved at finde et arbejde i den periode, da det var "lavsæson" i den branche jeg er, og der var derfor ikke brug for nye hænder. Min opsparing blev mindre og mindre, og jeg havde knapt råd til at betale min husleje og mine udgifter, hvilket førte til:

3. Jeg optog mit første forbrugslån. Uden at have sat mig ind i hvilket andre muligheder jeg havde, og med en viden om at jeg ikke havde mulighed for at låne penge fra private, optog jeg mit første forbrugslån. Det var en lappeløsning, en måde at holde hovedet over vande, indtil jeg gik bedre økonomiske tider i møde. Heldigvis fik jeg lov til at låne penge af en privat person, som jeg nu har tilbagebetalt. Mit kviklån er nu, efter 6-7 måneder, ude af verden - ude af mit liv!

4. Jeg skrev mig op på adskillige boligsider i starten af året, fordi jeg for første gang kunne fornemme, at jeg var utilfreds med min nuværende boligsituation - eller retere stemningen i min daværende boligsituation. Det eskalerede til, at vi ikke længere snakkede sammen, dem jeg boede sammen med, og jeg er ny flyttet til et nyt sted hvor jeg i skrivende stund har boet i en måned. God tip: LAD VÆR MED AT BO SAMMEN MED ET PAR!

5. Jeg er blevet indlagt på akut psykiatrisk afdeling i 3 døgn, fordi jeg havde en episode hvor jeg var sikker på, at jeg ville ende mit liv. Efter at have talt med personalet på hospitalet, kom de ud til mig fordi de var bekymret, og vi blev enige om at det ville være bedst hvis jeg kom med og fik en seng... Ja, jeg har været på den lukkede.

6. Jeg er blevet slået af et familiemedlem på grund af en episode (stress) som eskalerede i deres hjem, som resulterede i at jeg fik slag, selvom jeg ikke var involveret. Det har kostet mig et sæt nøgler, og lysten til at se dette familie medlem, så alt kontakt foregår primært telefonisk. 

7. Jeg er startet på en ny uddannelse som jeg mener er mere mig. På trods af dette, har jeg svært ved at motivere mig selv til at læse lektier, og til at møde op - og til at møde op forberedt. Jeg vil hellere bruge tiden på at se fjernsyn end at lave lektier. Jeg ved ikke om jeg kommer over det, eller om jeg bare skal satse på at give den fuld gas til eksamen.

8. Jeg har faktisk dumpet min første opgave - som jeg havde forudset. Jeg vidste at det var noget lort da jeg afleverede den, jeg vidste at den var lort, så jeg havde ikke regnet med andet end at dumpe. Heldigvis har jeg muligheden for at prøve igen!

27.10.16

[inteterhelligt]

I skrivende stund har jeg været vågen alt for længe. Klokken er seks minutter i fem og jeg vil bare gerne sove. Dette synes at være temaet i mit liv, at jeg ikke kan få hvad jeg vil have; jo mere jeg vil have det, des svære og mere utilgængeligt bliver det for mig at få. Livet altså. Nogle gange tænker jeg hvad det hele egentligt skal til for? Er vores eneste formål med at være i live at reproducere? Den tanke gør mig super ærgerlig. Hvad er så formålet med at uddanne sig og arbejde hvis dit eneste formål er at du skal reproducere? - og du behøver ikke at være dygtig til det, objektivt, du skal bare sørger for at dit afkom holder sig i live? Jeg lider muligvis og højst sandsynlig af insomni. Jeg kan ikke sove og har faktisk opgivet at sove i nat. Heldigvis er det søndag så jeg skal ikke i skole i morgen. Søvnløshed er årsagen til min manglende motivation, manglende lyst til det sociale, til livet og årsagen til at jeg begår så mange dumme fejl, for går udover min korttidshukommelse. Jeg har secretly altid lyst til at dø. Uanset hvor glad jeg er, uanset hvor ked af det jeg er, har jeg altid lyst til at dø. Er det ikke en vanvittig følelse at have? Højst sandsynlig ikke en følelse de fleste kan identificere sig med, men vent til du har prøvet at sove fem timer hver nat i en uge og se om ikke du også har lyst til at dø. Jeg har ikke selvmordstanker. Jeg har ikke planer om at ende mit liv, og har ingen forsøg gjort på dette. Jeg er afklaret med døden. Hvis jeg skulle dø i morgen ville jeg acceptere det. Selvom jeg ikke har nået at leve et langt liv endnu, er det vigtigste for mig lige nu at mine nærmeste ved, at jeg holder af dem og at jeg er taknemmelig for at de er en del af mit liv. Jeg er så træt nu at mine øjne krydre på den specielle måde øjne krydre når man er træt, har grædt lidt og går med kontaktlinser. Jeg er sikker på at du kan identificere dig lidt med dette, også selvom du måtte være følelsesløs, for det havde intet med følelser at gøre. Hvad har jeg gang i lige nu? Jeg giver min hjerme lov til at snakke, ufiltreret, og jeg sværger, det er den besste følelse i verden. Jeg lever efter at man skal være bevidst om de handlinger man træffer, og om de konsekvenser de kan medføre. Så længe man er bevidst om dette og tager ansvar for sig selv i alle livets aspekter - det kan aldrig altid være min egen skyld jeg ved det godt - så lever jeg allerede mere end folk som fralægger sig ansvaret, for de lever en løgn. Tager du ansvat for dine handlinger? Du lever en løgn. Mine øjne er tørre og jeg har brug for søvn og øjendråber. Mit hoved snakker meget lige nu, og det er den bedste følelse i verden at kunne få lov til st skrive ned hvad fanden der sker. Det kan være at det hjælper så der er plads til sundere og mere progressive ting i mit hoved. Jeg glæder mig til at sove og til at give mig selv en pause fra livet. Jeg tror jeg elsker at sover fordi det er det tætteste jeg kommer på at dø, og fordi jeg ikke for lov til at få nok af det - ligesom mænd. Vil det sige jeg er en kvinde? Du er underlagt et samfundsnorm det hedder sig at mænd og kvinder danner par. Jeg er en mand. Jeg er en kvinde. Jeg har intet køn. Mit køn er irrelevant fordi jeg kan ikke sove og jeg har tørre øjne. Mit køn er det du ønsker det skal være, det du føler er komfortabelt, så længe du kan identificere dig med det jeg skriver. Det er fjollet at jeg forestiller mig at du sidder og læser mig til trods for at jeg i skrivende stund ikke har offentliggjort dette indlæg endnu. Jeg er træt og har brug for at tømme mit hoved et sted hvor jeg ikke bliver dømt. Et sted hvor jeg ved at du læser med fordi du kan identificere dig med det jeg skriver, eller fordi du synes dette opslag er spændende, eller underlig? Jeg håber at det kan inspirere dig til at give slip. Det er svært altid at skulle leve op til den standard man har sat for sig selv, i andres tilstedeværelse. Nogle gange har man bare brug for en dag hvor man ligger hjemme og ser meningsløse serier og ingen kontakt Har til andre mennesker. Nogle gange har jeg brug for dette, det var derfor jeg tog en uge. Jeg savner 90'erne. Lige nu har jeg love is gone af david guetta på hjernen. Jeg har altid en sang på hjernen. Jeg ville ønske at det ike var sådan. Det har givet mig ideen til at søge på google. Why do i always have a song stuck in mig head. Jeg er træt nu. Jeg er rent faktisk rigtig træt nu. Den form for træt man er hvor man ved at det bliver en god nats søvn .. en god nat hvor man forgiver at være død. Jeg glæder mig til at dø. Især nu når jeg er så træt fordi jeg ikke kan overskue alt det ansvar jeg tager i en verden hvor min generation er zombier som scroller videre til det næste, når de keder sig, i stedet fornat tage sig tid til at blive investeret i noget. Hvad er det værste der kan ske? At du bliver banket ihjel? Nej. Men det fortjener du sikkert at blive, hvis du er et uansvarligt, narcissistisk røvhul. Det var intens, og jeg elsker det. Det går op for mig nu at det i virkeligheden er mit id der snakker. Jo mere jeg skriver, jo tætter på overfladen kommes det. Jeg elsker det, og jeg hader dig sin fucking nar. Du skal lade vær med at tage stoffer når du er i byen ven. Bliv hjemmme. Du er alkoholiker og irrelevant men tror stadig at du er relevant fordi du engang lavede musik. Du har de mest usympatiske ansigt jeg længe har stødt på, og det ville glæder mig at se dig blive kørt over afben traktor. Det ville ikke glæde mig at se dig, for jeg ville brække mig, sikkert ekstra meget fordi du i forvejen er super nederen, men hvis jeg fik at vide at du blev kørt over af en traktor ville det glæde mig. Tænk hvis jeg styrede verden. Det ville være en verden hvor vi havde det godt, og hvor du blev kørt over af en traktor. Det ville være en verden hvor jeg kunne for lov til at sove otte timer hver nat, uden problem. Shit man.

01.11.15