Derfor får den nye 860’er en plads på min skomåtte
Funktionel platfodethed og overpronation behøver ikke at være nogen hindring for at løbe. Jeg har begge dele, og derfor er jeg afhængig af gode løbesko, der giver mine fødder den nødvendige støtte.
Barfodsløb eller natural running i minimalistiske sko er for eksempel slet ikke en mulighed for mig. Stort set al mintræning bliver derfor tilbagelagt i New Balance 1260. Den er lavet til overpronationsløbere og er uden tvivl den fedeste sko, jeg nogensinde har løbet i.
Min sponsor New Balance har dog bedt mig teste deres nye model 860, som også er en løbesko til overpronationsløbere. Skoen er lidt tungere end New Balance 1260 og har en kraftigere kile. 860’eren er med andre ord mere robust, men også en smule mindre fleksibel i sålen.
Den skal derfor lige løbes til, før man får en rigtig ”wauw-følelse”, da den i starten kan virke lidt hård i sålen. Til gengæld mærker man med det samme, hvor godt skoen sidder på foden. Man har en følelse af en tætsiddende sko, der takket være en god polstring samtidig føles meget bekvem.
Skoen er derfor i forhold til min træning perfekt til restitutionsløbeture, hvor det er godt med ekstra støtte til en træt og øm fod. Til intervaltræning og hurtigere ture vil jeg dog stadig foretrække 1260’eren, der er lettere og mere fleksibel. Og jeg indrømmer gerne, at jeg næsten er afhængig af den. Et problem mange løbere sikkert kan nikke genkendende til, når man har fundet skoen, der bare sidder.
Fornuften, også for at formindske risikoen for skader, er dog at have flere forskellige sko at skifte mellem. Løber du hver dag, er det i hvert fald en godt ide. Selv har jeg altid gang i tre til fire par træningssko. Ofte er der tale om flere sko af samme type, der bare er slidt i højere eller mindre grad, eller samme type sko i forskellig bredde. Da jeg har en smal fod, er New Balance-pasformen ”2A” ideel til min fod, men jeg kan også godt lide at have nogle sko i neutral bredde, ”B”, da det kan være rart at give foden lidt ekstra plads såvel som afveksling. Derfor får den nye 860 helt sikkert en vigtig plads på min skomåtte.
Du kan vinde skoen, hvis du uploader et billede på Instagram eller Facebook af et sted, hvor du gerne vil løbe med skoen og #runyourlifedk og #newbalanceDanmark. Konkurrencen løber en uge indtil den 18. maj, hvorefter Esther og jeg vil udvælge det flotteste billede.