Første gang jeg hørte om BillyTracker og hele fænomenet med GPS til børn var jeg en smule skeptisk. Okay, jeg kan da se visse fordele i lige at smide den i min kærestes lomme inden han smutter i byen lørdag aften – NEJ, selvfølgelig ikke.
For at sige det lige ud, så er jeg ligeså skræmt af hele overvågningssamfundstanken som mange andre. Men på den anden side, så kan jeg se flere fordele i GPS-teknologien. Tænk at man kan spore ting der er blevet væk eller få oplyst hvor ens stjålne computer befinder sig. Og tænk hvor meget tid jeg (og adskillige andre) kunne have sparet, hvis jeg havde haft mulighed for at spore min cykel, hver gang jeg havde fået en smule for meget indenbords og ikke kunne huske hvor jeg havde efterladt den dagen før. Jeg mener også at det er helt uskyldigt og egentlig anbefalelsesværdigt at man tracker sine børn når man er på skiferie eller når de render alene rundt i en storby. Jeg har selv været den helt store udbryderkonge. Ikke kun som teenager hvor jeg i hemmelighed kravlede ud gennem mit kældervindue, så mine forældre ikke skulle finde ud af at jeg var taget til fest (det gjorde de så). Men allerede som barn fandt jeg ud af, at der var visse gevinster man kun kunne opnå, når man mere eller mindre tilfældigt blev væk fra sine forældre. Som dengang jeg fik slik af den venlige dame i informationen i Magasin – fordi det var så synd for mig at jeg var blevet væk fra mine
forældre. Eller på vores ture til dengang så eksotiske destinationer som Spanien eller Italien, hvor mine forældre efter at have ledt efter mig i lang tid fandt mig i hotellets bar. Her var der ikke blot mulighed for at
charmere sig til en sodavand. Hvis man var rigtig heldig, var der måske mulighed for at få bartenderen til at toppe op med en drinkspind eller en paraply, der kunne fås i de mest fantastiske plastikmaterialer og pangfarver (gud, hvor jeg savner min drinkspindesamling). Jeg tror dog ikke at mine forældre var super bekymrede for mig og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge GPS til min søn når vi bor på hotel, køber ind i Magasin eller lignende. Han skal selvfølgelig også have lov til at udforske hotelbaren - så længe han kun drikker sodavand. Men hvis vi skal på vandre- eller cykeltur så er sagen en anden.
Heldigvis er mindstemanden endnu ikke i den alder, hvor han kan stikke af. Eller, det vil sige, det gør han faktisk. Han får bare ikke lov til, at være ude af syne mere end et par sekunder af gangen. Til gengæld lider mit ”barn nummer to”, alias vores hund Jackson, af yderst selektiv hørelse. Især når hans jagtinstinkt tager over og han får færten af en mus, en fugl eller en kat. Han har endda bedrevet at genne en stor flok køer - en
evne jeg ikke vidste han havde, før sidste sommerferie på Langeland. I det hele taget kunne han godt få et par priser i hurtigløb og træklatring for hunde, men også i at gøre undertegnede særdeles pinlig berørt. Som sidste gang han besluttede sig for at jagte genboens kat ind i dens egen have, hvilket jo på sin vis var fair nok (hvorfor må katten være i min have, hvis hunden ikke må være i hans?). Det var sikkert også gået ubemærket hen, hvis det altså ikke lige var den dag hvor genboen havde børnefødselsdag og alle de små børn var samlet i haven…
Nogen gange er det bare ydmygende at være hundeejer - altså for os der har glemt at træne indkald og slet ikke kommer tæt på at være hundehviskere. Men en ting er, at det er lettere pinligt at skulle jagte sin hund eller kalde på den 100 gange, uden held. Noget helt andet er, hvis ens hund eller barn pludselig er ude af syne og det er her jeg ser BillyTrackerens største fordel som en GPS til hunde. For let’s face it, jeg har slet ikke nerver til, at min søn bliver væk og min hunds forsvinden når nok aldrig TV2 News eller den lokale radiostation. Så
BillyTracker og alle jer andre, here I come! Tag godt imod mig.
Franciska Larsen
Markedsføringspraktikant